Med Iben Hjejle som den bramfri og sarkastiske Lotte, der ikke orker mere uanstændighed eller ligegyldighed, og Alexander Bryld Obaze som den søgende Daniel, iscenesætter Camille Sieling Langdal en forestilling med humor og smerte om at ville redde verden, og hvor hurtigt man kan ende på bunden.
Endnu en dag i Guds skaberværk er del af Katrine Marie Guldagers populære trilogi, Vrede kvinder, der bærer verdens vægt på deres skuldre og efterhånden som presset tvinger dem i knæ udråber deres galde mod en uretfærdig verden. Guldager skriver med sort humor om de negative følelser og frustrationen over livet. Udover Endnu en dag i Guds skaberværk består trilogien af Birgithe med th og Jeg hører, hvad du siger.