Hvis man spørger Jørn Johansen, hvad der kendetegner hans virksomhed, handler svaret ikke først og fremmest om omsætning, kvadratmeter eller antal medarbejdere. Det handler om mennesker.
– Talent uden vilje og disciplin er lig med fiasko. Vi ser på mennesket. Alder, køn, religion og politisk overbevisning er ikke vigtigt i bedømmelsen af medarbejdere, siger han.
Det menneskesyn gennemsyrer Jørn Johansen A/S – fra bestyrelseslokalet til byggepladsen og helt ned til den yngste lærling. Virksomheden holder til i Stenbæksholm ved Næstved og beskæftiger i dag mere end 40 medarbejdere fordelt på tømrer-, murer- og malerfaget.
Fra stillads til ledelse
Håndværk har altid været en del af Jørn Johansens liv. Hans far var - og er stadig - murermester, og han selv voksede op midt i faget.
– Inden jeg startede i skole, kunne jeg kradse fuger ud, senere lærte han at blande mørtel og finpudse. Første gang på et murerstillads faldt han ned fra det og landede i et blødt mudderhul, siger han med et smil.
Senere fulgte både søfart og malerfaget, før han i midten af 1990’erne etablerede sin egen virksomhed. Oprindeligt som maler- og dekorationsfirma, men med en tidlig erkendelse af, at styrken lå i det tværfaglige.
– Mellem 1998 og 2001 fik jeg ideen om at få flere fag ind. Det begyndte jeg at eksekvere på i 00’erne, siger han.
Tømrer- og murerfaget kom til, og et grundprincip blev slået fast: Der skulle være lærlinge i alle fag.
Ordentlighed som kultur
Allerede i 2001 blev virksomheden omdannet til et aktieselskab med bestyrelse. Ikke for at sælge, men for at sikre kontinuitet.
– Jeg havde et skidt helbred og jeg fandt ud af, at jeg var dødelig som alle andre. Så i et halvt års tid nåede jeg at tænke, hvordan Virksomheden skulle kunne styres, hvis jeg var væk, siger Jørn Johansen.
Den langsigtede tænkning afspejler sig også i ansættelserne. Nye medarbejdere gennemgår mindst én samtale – ofte to – og introduceres grundigt til virksomhedens kultur.
Artiklen fortsætter under billedet...
– Det tager 12 måneder at implementere en medarbejder her. Det er ikke ansættelse for enhver pris, siger han.
Hvis samarbejdet ikke fungerer, bliver det italesat tidligt og ærligt. Og omvendt er det heller ikke alle nye ansøgere, der kan se sig selv i firmaets kodeks. Det skaber ifølge Jørn Johansen tryghed – også når det betyder et farvel.
De unge stemmer i virksomheden
36-årige Lasse Schou og den et år yngre Frederik Kjær er i dag medejere, og har været det i nu fem år. De begyndte begge som trainees, mens de læste til bygningskonstruktører og arbejdede som byggeledere i virksomheden.
– Frederik startede i 2018, og Jørn så ret hurtigt potentiale i ham. Men han havde nogle mangler og Jørn spurgte, om ikke han havde en kollega, der kunne bistå, og så trådte jeg til i 2019, siger Lasse Schou med et grin.
De to unge medejere er uddannede tømrere, studiekammerater og venner via fodboldklubben i Ørslev ved Vordingborg, og deres vej ind i ejerkredsen er vokset organisk.
– Tvivlen var mere, om vores venskab kunne bære at sidde hinanden over skødet her. Men heldigvis er det gået rigtig fint. Det har også været en sjov rejse indtil nu. Da jeg startede, var vi 17 ansatte og nu er vi over 40, siger Frederik Kjær.
I dag ejer de hver 24 procent af virksomheden, mens Jørn Johansen fortsat er hovedejer med 52 procent.
- Deres kultur, personlige egenskaber og faglighed passede totalt ind i virksomheden. Og så skal man huske at time det, når man får et oplæg til en helflugter, pointerer en smilende Johansen.
Lærlinge som livsnerve
Minimum 20 procent af medarbejderne i firmaet skal være lærlinge. Det har været en fast målsætning siden midten af 1990’erne – også i krisetider.
Artiklen fortsætter under billedet...
– Det er unge, der giver inputtet til de ældre. De tænker nyt, siger Jørn Johansen, mens Kjær ser lærlingeindsatsen som både faglig og menneskelig investering.
– Det er som at træne miniputhold for også at have et seriehold. Det er hårdt, men det er fedt at se dem blomstre, få deres svendebrev og blive i firmaet. Det er målet for os. Det giver en god kultur, siger han.
Marketing manager Simone Lehto peger på, at medejerne selv er rollemodeller.
– De unge kan spejle sig i Lasses og Frederiks historie. Hvis de vil det og er dygtige nok, har de en chance. Det har de to vist, siger hun.
Virksomheden arbejder primært på Sydsjælland og Møn. Det er et bevidst valg.
– Vores medarbejdere skal kunne komme hjem til deres familier. De skal ikke holde på en motorvej og ikke vide, hvornår de kommer hjem. Vi har sagt nej til opgaver i København, og det gør vi stadig, siger Jørn Johansen.
Ingen vækst for enhver pris
Opgaverne er ofte niche-opgaver som renovering, vedligehold og specialiseret arbejde – blandt andet i kirker. En bar mark med nybyg er ikke firmaets spidskompetence.
– Det kræver viden om materialer, håndværkets historie og sammenhænge, når vi arbejder i kirker mest med murer- og malerarbejde, især i Næstved er her også træarbejde. Det kan ikke alle, siger Johansen.
For medejerne handler fremtiden ikke om at blive størst muligt.
– Vi vil drive en sund virksomhed med en god dagligdag. Det er ikke vigtigt, om vi er 10 eller 100 medarbejdere. De skal være glade for at komme på arbejde. Men vi vil gerne udvide lidt mere mod syd, hvor vi også har mange opgaver. Så vi modtager meget gerne ansøgninger fra blandt andet Vordingborg-området, hvor vi selv er fra, siger Frederik Kjær, der bor i Nyråd.
Artiklen fortsætter under billedet...
Virksomhedens slogan er mere end ord.
– ”Vi skaber værdi for vores kunder”, som der står i vores logo, er gennemsyret hele vejen ned til den yngste lærling. Det er det første, de lærer, siger Jørn Johansen, som også gør en dyd ud af at indgå partnerskaber, der gør noget for de unge.
- Derfor har vi gennem snart 25 år været sponsor i Næstved Boldklub, som har en god tilgang til ungdom, akademi og ordentlighed. Det er vigtigt for os, og det er vigtigt for lokalsamfundet, siger han.
Hvornår den 62-årige mester selv slipper tøjlerne helt, ved han ikke.
– Jeg trives megagodt med det. Men på et tidspunkt kan jeg ikke følge med. Så er der andre, der er stærke nok til at skubbe mig af pinden, siger han.
Indtil da står virksomheden solidt – bygget på faglighed, fællesskab og en udpræget sans for ordentlighed.