Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

EDC topper igen i Næstved

For 16. år i træk er EDC Poul Erik Bech den mest sælgende ejendomsmægler i Næstved Kommune. Samtidig ligger butikken fortsat blandt de mest sælgende i Danmark, mens nye tal viser høj aktivitet på boligmarkedet både lokalt og nationalt.

EDC Poul Erik Bech i Næstved har igen indtaget en førerposition på boligmarkedet. I 2025 solgte butikken 367 boliger, hvilket placerer den som nummer seks på landsplan med et gennemsnitligt salg på mere end én bolig om dagen. Danbolig i Holbæk fører listen med 590 handler.

Siden 2019 har EDC-butikken i Næstved ligget stabilt i top-10 i Danmark, og ifølge partnerne bag forretningen er succesen tæt knyttet til både kundernes tillid og medarbejderne.

– Vi er meget taknemmelige for, at så mange betror os opgaven med at sælge deres bolig, siger partnerne Ken Fischer og Thomas Pedersen, som samtidig peger på bemanding som en vigtig faktor:

– Uden vores fantastiske team kunne dette slet ikke lade sig gøre. Vi tror på, at det et stykke hen ad vejen handler om at være hænder nok, derfor har vi valgt at opmande og har ansat en salgstrainee mere, som er startet her ved årsskiftet.

Fortsat høj aktivitet

EDC Poul Erik Bech har desuden fokus på fortsat rekruttering og søger aktuelt en medarbejder til butikken i Karrebæksminde. Også her er mægleren markedsledende og står for hver tredje sommerhushandel i området.

Boligmarkedet i Næstved Kommune viser fortsat høj aktivitet. I alt blev der solgt 1782 boliger, og den gennemsnitlige kvadratmeterpris ligger på 16.203 kroner. For villaer og rækkehuse er gennemsnitsprisen 14.909 kroner pr. kvadratmeter, mens der aktuelt er 347 boliger til salg. Tallene stammer fra Boligsidens markedsindeks.

På landsplan blev der i alt indgået 100.294 bolighandler i 2025. Boligsidens nye ugetal for uge 4 i 2026 viser, at aktiviteten er fortsat ind i det nye år. I uge 4 blev der solgt 1916 boliger på landsplan, hvilket er 10 procent flere end i samme uge sidste år og 36 procent over gennemsnittet for årene 2015-2019.

– Boligkøberne har startet, hvor de slap. Det høje tempo, som vi så før jul og nytår, gælder igen, og det sætter sine spor i udbuddet, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden til dens hjemmeside.

Ken Fischer (t.v.) og Thomas Pedersen har rygende travlt i deres EDC-butik. Men ikke mere end at der kan blive tid til et slag Bob i kælderen efter arbejdstid. Foto: John Ringstrøm
Ken Fischer (t.v.) og Thomas Pedersen har rygende travlt i deres EDC-butik. Men ikke mere end at der kan blive tid til et slag Bob i kælderen efter arbejdstid. Foto: John Ringstrøm