Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Masser af events i Næstved i 2026

Hvad kan du se frem til af store og spændende events i Næstved Kommune i 2026? Det forsøger vi at give dig et overblik over her. Kopiér artiklen og gem den.

Træskibsfestival, Verdens Vildeste Brobyggere, Lysfestival og Metalfest.

Det vrimlede med begivenheder i Næstved i 2025, hvor de fire nævnte, store events blot var et lille udsnit af dem, der tiltrak tusindvis af mennesker.

Noget tyder på, at 2026 bliver lige så pakket – og måske endda endnu mere. I skrivende stund ved vi dog ikke, om det store havneskue, Træskibsfestivalen, eller andre af de større arrangementer kommer tilbage, men umiddelbart behøver man ikke frygte et ”stille” år.

Ifølge citychef, Nicolaj Lund Jensen, har blandt andet cityforeningen masser af arrangementer i støbeskeen.

- Af vores egne city-events havde vi cirka 50 sidste år. I år har vi 70. Og oveni dem har vi 100 dage med skøjtebane, en måned med storskærm til VM i fodbold plus vores torvedage onsdage og lørdage, siger Jensen, der har været godt tilfreds med denne vinters skøjtebane, som havde sidste åbningsdag søndag.

- Den har været en stor succes. Vi har haft små 16.000 mennesker igennem, siger han.

Måned for måned

Den hårde vinter synger formentlig på sidste vers, så nu kan vi se ind i lysere tider. Med dem pibler arrangementerne også frem. Her følger en kronologisk oversigt over udvalgte begivenheder.

MARTS

Fra første lørdag i marts og alle første lørdage i månederne frem til oktober er der gratis byvandring for alle.

- Der kommer guide på og første gang er det mig. Andre gange kan det være borgmesteren eller en kulturpersonlighed. De har gjort det i Herning med stor succes, hvor der har været 150-200 mennesker pr. gang, fortæller Nicolaj Lund Jensen.

APRIL

Arena Næstved byder indenfor til Arena Nights 3. april. Her kan du blandt andre møde Tessa og ArtigArdit.

Cityforeningen arrangerer outdoor-dag 11. april, hvor man kan prøve kræfter med udendørs aktiviteter, lave bål og lege midt i byen.

MAJ

Denne måned vrimler det med events. Det starter 1. maj med aftenåben i butikker og ”benzin i blodet”. Der er samtidig Gadefest fredag 1. maj og lørdag 2. maj – fredagen er for de unge og lørdagen for de ældre.

2. maj er også dagen, hvor BonBon-Land åbner.

Artiklen fortsætter under billedet...

Gadefesten var for første gang at finde i Jernbanegade i 2025. Her kommer den igen plus, at der planlægges en ny scene. Foto: John Ringstrøm
Gadefesten var for første gang at finde i Jernbanegade i 2025. Her kommer den igen plus, at der planlægges en ny scene. Foto: John Ringstrøm


3. maj kommer TV2 Øst-løbet igen til byen og 8. maj er der NæverTell Festival. Fredag 9. maj er der Kadoo Designmarked i Gl. Ridehal på Grønnegades Kaserne og den gamle kaserne lægger også plads til Streetfood-marked 9. og 10. maj. I samme weekend er der Næstved Søjler, den populære middelalderfestival.

15. maj er første fredag med musik på torvet og så kører det ellers hver fredag frem til omkring 1. september. Underhusets Musik på Torvet kan endda fejre 30-års fødselsdag i år.

- Det bliver en festdag med marked, børneaktiviteter og selvfølgelig musik, siger citychefen.

Arena Næstved får besøg af Sanne Salomonsen 16. maj, og sidst i maj, 28.-30., er der gensyn med Bossa Næstved, som fik et brag af en debut i 2025. Rio de Janeiro kommer til byen og sydamerikanske rytmer vil flyde tre dage i træk.

Artiklen fortsætter under billedet...

Bossa Næstved fik en fantastisk debut i 2025. Foto: John Ringstrøm
Bossa Næstved fik en fantastisk debut i 2025. Foto: John Ringstrøm

JUNI

Den første sommermåned lægger ud med Grundlovsjazz på Axeltorv 5. juni og naturligvis en masse taler rundt omkring.

I uge 24 er der Smag Næstved med Dining Week-koncept. Der er fællesspisning på torvet fredag 12. juni, og der er mulighed for Wine and Walk. Her køber man billet og et glas, hvorefter man kan gå rundt og få et glas vin forskellige steder i byen.

Og så bliver VM i fodbold en happening. Der sættes storskærm op på torvet, og sammen med Nordisk Film Biografer vil cityforeningen gøre det attraktivt for folk, der ikke er til fodbold.

- Vi kobler endnu flere ting på end fodbold. Hvis det lykkes, bliver det med sommerbio og en masse andet, man kan se i Nordisk Film. Eksempelvis Wiener Philharmonikerne eller Metropolitan på lærredet. Vi kan ikke vise alle kampe på torvet, men skærmen er der fra 11. juni til 19. juli, siger Nicolaj Lund Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Musik og VM-storskærm fylder torvet til sommer. Foto: John Ringstrøm
Musik og VM-storskærm fylder torvet til sommer. Foto: John Ringstrøm

Årets længste sang kommer også tilbage, og den er planlagt til 25. juni.

30. juni og 1. juli er der Cirkus Arena på Dyrskuepladsen.

JULI

Alle lørdage i juli, august og september vil der være Børnenes Torv med aktiviteter på Hjultorv og der starter også købstadsmarkeder om torsdagen plus første torsdag i august.

3. juli er der Magi i Bymidten, og dagen efter kan Danmark Dejligst på De Hvide Svaner i Karrebæksminde fejre 10 års jubilæum.

Den helt store Næstved-begivenhed i juli er naturligvis Grøn Koncert, som kommer til byen 25. juli. Her er det måske på sin plads at nævne, at billetsalget starter 8. april.

Inden da skal du naturligvis også opleve den helt store Karrebæksminde-begivenhed, Kapsejladsen, som finder sted søndag 12. juli.

Artiklen fortsætter under billedet...

Højdepunktet i sommerlandet er som altid kapsejladsen, der i år finder sted 12. juli. Foto: John Ringstrøm
Højdepunktet i sommerlandet er som altid kapsejladsen, der i år finder sted 12. juli. Foto: John Ringstrøm

AUGUST

Der er masser af herlige ting at se frem til i august.

Verdensballetten kommer tilbage til Rønnebæksholm 6. august, mens gadeteatret Street Cut fylder gaderne 7.-9. august.

Musik over Præstø Fjord finder sted 6.-9. august.

Ungdomsfestivalen Næverland i Jernbanegade finder sted 14. og 15. august, og sidste weekend i august kommer også Næstved Madfestival tilbage.

- Økonomiudvalget i Næstved Kommune har bevilget 300.000 kroner til madfestivalen. Den ligger i samme weekend som Metalfesten, så det bliver en stor weekend i Næstved. Gæsterne til metalfesten vil gerne ud og opleve byen, så det vil skabe en god strøm af mennesker, mener Nicolaj Lund Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Næstved Madfestival fandt den helt rigtige lokation ved den fritlagte Suså. Foto: John Ringstrøm
Næstved Madfestival fandt den helt rigtige lokation ved den fritlagte Suså. Foto: John Ringstrøm

Netop Næstved Metalfest er berigende for byen på flere områder.

- Det er uden tvivl den event, der giver mest tilbage til byen, for 80 procent af gæsterne kommer langvejs fra. Det er den festival, hvor de besøgende ligger flest penge i byens butikker og spisesteder, siger citychefen.

SEPTEMBER

Cityforeningen arrangerer Høstfest 4. september, og dagen efter er der Flagdag. Her pyntes byen op, gardehusarerne kommer ridende og der vil være en masse familieaktiviteter.

10.-11. september er der Vinfestival i byen og weekenden efter står den på NæverGreen Festival.

19. september er det Demokratiets Dag, som er inspireret af efterårets Valgflæsk, hvor du kan møde politikerne.

Altid sjove Nikolaj Stokholm går på scenen på Grønnegades Kaserne 26. september – med hele to shows. Og han kommer endda igen til november med flere endnu.

OKTOBER

Den traditionelle kulturnat løber af stablen 2. oktober, og i efterårsferien vil der være efterårsværksted og en gentagelse af cityforeningens succes med børneloppemarked.

Den tyske legende, Nena, kommer til Arena Næstved 22. oktober, og dagen efter fejrer Poul Halberg 50-års jubilæum med koncert på Grønnegades Kaserne.

Artiklen fortsætter under billedet...

Mon ikke Nena fyrer "99 luftballons" af, når hun optræder i Arena Næstved til oktober. Foto: Presse
Mon ikke Nena fyrer "99 luftballons" af, når hun optræder i Arena Næstved til oktober. Foto: Presse

Sidst i oktober er der en stor city-happening i støbeskeen.

- Vi planlægger sammen med kommunens kulturinstitutioner og andre at lave et brag af en Halloween-parade 30. oktober. En form for fælles dans til et sangnummer. Alt, hvad der findes af foreninger, frivillige osv., øver til en dans, fortæller en begejstret Jensen.

Cityforeningen lægger også ”Troldesporet” ud i hele oktober.

NOVEMBER

Julemanden ankommer i år 20. november, og ugen efter er der julemarked i city. Her åbner skøjtebanen også, hvis alt går vel.

Grønnegades Kaserne Kulturcenter har et stærkt efterårsprogram og i november kan du blandt andre opleve Dodo & The Dodo’s og Hjalmer henholdsvis 13. og 20. november.

80’ernes ikoniske, hæse stemme sidder på Bonnie Tyler, og hun kommer til Arena Næstved 21. november.

DECEMBER

Lucia-optoget gennem byen var en stor succes i fjor, og det skal prøves igen 13. december.

Det gode hverdagsliv

Der er altså masser af aktiviteter og events at se frem til, og Cityforeningen har overskriften klar:

- ”Det gode hverdagsliv” i bymidten er vores overskrift. Vi sørger for at understøtte det rige café- og restaurantlivet og skabe god stemning. Der sker noget i bymidten. Enten er byen pyntet flot op, der er en skøjtebane, en aktivitet – og gerne gratis. En god bymidte er ikke nødvendigvis, at der er fire gode events om året, og så sker der ikke noget de resterende 361 dage, lyder det fra Nicolaj Lund Jensen.

Har du ikke fundet arrangementet for dig, så frygt ej. Der kommer med garanti masser af andre arrangementer til i løbet af året, mens der også er masser af oplevelser og aktiviteter på byens caféer, hoteller, sportssteder, grønne oaser, spillesteder som Vershuset og Kongebryg samt en masse andre steder.

Citychef Nicolaj Lund Jensen har masser af aktiviteter i lommerne til 2026. Foto: John Ringstrøm
Citychef Nicolaj Lund Jensen har masser af aktiviteter i lommerne til 2026. Foto: John Ringstrøm