Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Flagdagen satte sit præg på Næstved

Heste, flag, veterankøretøjer og regn var med til at præge Næstved lørdag, da National Flagdag for Danmarks Udsendte og deres pårørende blev markeret flere steder i byen.

Dannebrog var naturligt nok synligt mange steder i Næstved lørdag, hvor byen markerede National Flagdag for Danmarks Udsendte og deres pårørende.

naestved.nu var forbi Sct. Jørgens Park med kameraet, da Gardehusarregimentets Hesteskadron tog opstilling foran indkøbscentret, inden turen gik mod centrum. Både ung og gammel kom helt tæt på hestene og de uniformerede gardehusarer, som også blev budt på en kop portvin af Daniel Simonsen fra Parkens administration.

Også veterankøretøjer var med til at sætte deres præg på byen, mens der på Axeltorv blev budt på musik og fællessang med koret First Choice.

I piskende regn ankom Hesteskadronen senere til Axeltorv, hvor især de yngste fik mulighed for at fodre dem med gulerødder. Heldigvis var der perioder med opholdsvejr.

På Grønnegades Kaserne Kulturcenter fortsatte aktiviteterne dagen igennem med blandt andet kæphesteværksted og ansigtsmaling for børnene.

Flagdagen markeres hvert år den 5. september som en officiel anerkendelse af de danskere, der er eller har været udsendt på mission for Danmark – og deres pårørende.

Hesteeskadronen tiltrak mange mennesker i Sct. Jørgens Park. Foto: John Ringstrøm

Hesteeskadronen tiltrak mange mennesker i Sct. Jørgens Park. Foto: John Ringstrøm