Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Bonnesen og Mølby overtager Anzet fuldt ud

Vikar- og rekrutteringsbureauet Anzet A/S, der hidtil har været ejet og drevet af Simon Larsen, er ved årsskiftet overtaget af Bonnesen Mølby Invest ApS.

Det godt fem og et halvt år gamle vikar- og rekrutteringsbureau, Anzet A/S, er kommet på nye hænder.

Makkerparret Jens Mølby og Lars Bonnesen, der de sidste godt to og et halvt år har slået pjalterne sammen i investerings-virksomheden, Bonnesen Mølby Invest (BMI), har købt de resterende aktier fra stifter Simon Larsen, som samtidig forlader virksomheden.

– Den allervæsentligste forklaring er nok i virkeligheden, at den måde, som Simon, Lars og jeg ser det at drive virksomhed og lede virksomhed på, simpelthen er for forskellig. Derfor skilles vi, siger Jens Mølby.

Fra minoritet til hovedaktionær

BMI trådte i første omgang ind i Anzet med en ejerandel på 20 procent for et lille halvt år siden. Senere blev der skudt yderligere kapital ind, og ved årsskiftet overtog investorerne hovedparten af aktierne. Nu ejer de virksomheden fuldt ud.

Kort efter investorernes indtræden forlod hele vikarteamet virksomheden og etablerede en konkurrerende forretning i Næstved.

– Det er klart, det gør selvfølgelig nas. Men vi valgte at investere yderligere for at sende et klart signal om et langsigtet engagement. Vi tror på den her virksomhed, og vi er i den med et langt lys på, siger Mølby, der med det samme fik ansat et nyt vikarteam og i dag beskæftiger i alt 13 medarbejdere på kontorerne i Næstved og Gentofte.

- Og det er bare gode folk. De er fuldstændig fantastiske og med Katrine Damkær som ny direktør i spidsen for Anzet, er der styr på det, konstaterer Jens Mølby.

Erfaring fra shipping og finans

Lars Bonnesen har gennem årtier opbygget kapital i shippingbranchen og var i godt seks år direktør og medejer i det Hamborg-baserede rederi United Heavy Lift (UHL). En position han forlod ved årsskiftet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Lars Bonnesen (t.v.) og Jens Mølby er begejstrede for at have Katrine Damkær med ombord som direktør i Anzet A/S. Foto: John Ringstrøm
Lars Bonnesen (t.v.) og Jens Mølby er begejstrede for at have Katrine Damkær med ombord som direktør i Anzet A/S. Foto: John Ringstrøm

Fordelingen i BMI er derfor således, at investeringerne er funderet på Bonnesens kapital, mens Mølby bidrager med sin store kompetence indenfor drift og bestyrelsesarbejde.

– Jeg forlod UHL i god ro og orden. De ville gerne ud og bygge nogle nye skibe, som koster rigtig mange penge. Og jeg havde jeg aktier nok til, at jeg syntes, det var på tide at sige farvel. Jeg har haft et langt liv i shipping, og der har været gode tider og rigtig mange dårlige tider. Jeg har fået mine ar på ryggen. Jeg er også nødt til at passe lidt på mig selv, siger 56-årige Lars Bonnesen, der også peger på den personlige dimension:

– Det var svært at være direktør for et selskab i Hamborg, når man bor i Næstved. Turen blev bare længere og længere, og så havde jeg ikke det der ”drive” mere i den branche, som jeg engang har haft, reflekterer han.

Den et år ældre Jens Mølby har en baggrund som direktør i Nordea i Næstved, har været en del af ledelsen i Vækstfonden og har de senere år arbejdet med bestyrelsesarbejde og investeringer. Det var netop i bank-øjemed, at Mølby og Bonnesen lærte hinanden at kende for omkring 20 år siden, da Bonnesen dengang var medejer af det lokalt baserede shipping-firma Scan-Trans.

Fokus på sunde virksomheder

De to driftige herrer er, siden de startede deres investeringsselskab, gået ind i seks selskaber og Anzet er nu det syvende. Fællesnævneren er mindre eller mellemstore virksomheder, der har dokumenteret drift og produkt.

– Vi går kun ind i virksomheder, som har nogle år på bagen. Så vi har en nogenlunde sikkerhed for, at produktet virker, og at der er nogen, der gider købe det. Vi skal ikke ind i rene software- og teknologivirksomheder, for det har vi ikke tilstrækkelig indsigt til at skelne mellem succes og fiasko i den branche, lyder det fra de nye Anzet-ejere, der har store, men jordnære ambitioner for vikar- og rekrutteringsfirmaet.

– Lars og jeg er i bund og grund bare ude på at lave nogle sunde virksomheder, som kan holde i mange år. Det er ikke sikkert, at Anzet bare skal ”derudaf”, vokse og åbne kontorer her og der og alle vegne. Den skal først og fremmest bare være sund – for mennesker at være i og for kunder, siger Jens Mølby.

Mennesker er den vigtigste resurse

Begge investorer fremhæver netop mennesker, fællesskab og holdånd som nogle af de vigtigste ingredienser i måden at drive virksomhed på.

- 11 ud af 10 virksomheder – altså alle - i Danmark vil sige, at den vigtigste vare på hylden er mennesker. Det er den allermest kritiske resurse i forhold til at udnytte éns potentiale. Og mennesker er i virkeligheden også vores produkt, pointerer Mølby, der glæder sig over investeringen i den lokale virksomhed.

- Det var også én af bevæggrundene – at Anzet ligger i vores ”baghave” som den eneste af vores syv investeringer, at det var en ejerledet virksomhed og at den var i vækst, siger Mølby, mens Bonnesen supplerer:

- Både Jens og jeg er meget ”hands-on” med mange ting, vi kommer med stor erfaring, som kan hjælpe de her firmaer, og vi interesserer os for mennesker og udvikling, konstaterer Lars Bonnesen.

Med det fulde ejerskab på plads er målet nu at skabe stabilitet og langsigtet udvikling i Anzet A/S, der holder til på Vestre Kaj 2.

Trekløveret Bonnesen, Damkær og Mølby skal føre Anzet sikkert videre i fremtiden. Foto: John Ringstrøm
Trekløveret Bonnesen, Damkær og Mølby skal føre Anzet sikkert videre i fremtiden. Foto: John Ringstrøm