Der mangler ikke frisører i Næstved. Alligevel har Ali Arslan valgt at prøve lykken som selvstændig med salonen Hos Ali i Ramsherred.
Her har den 37-årige frisør nu haft saksen i hånden i omkring tre måneder. Og selv om konkurrencen er stor, er han ikke i tvivl om, at der også er plads til ham.
– Jeg tror på håndværket og et godt netværk. Derfor ville jeg gerne have min egen frisør, siger Ali Arslan.
Startede som 13-årig
Ali Arslan kommer oprindeligt fra Tyrkiet, men har boet i Danmark og Næstved i 13 år. Frisørfaget har han til gengæld kendt det meste af sit liv.
Artiklen fortsætter under billedet...
Ali Arslan giver en "kongebehandling" ifølge Süleyman Yücel i stolen. Foto: John Ringstrøm
Allerede som 13-årig begyndte han at klippe, og med 24 års erfaring har han efterhånden haft mange kunder i stolen. En af dem, der tilfældigvis har brug for en klipning, da naestved.nu er på besøg, er byrådsmedlem Süleyman Yücel.
- Ali er sød og behagelig, og han giver sig god tid. Man får en kongebehandling her. Og så vil jeg jo gerne støtte nystartede virksomheder i Næstved, siger Yücel, der både bliver klippet og vokset til den store guldmedalje.
Senest har Ali Arslan arbejdet hos en frisør i Østergade, inden han besluttede at stå på egne ben. Nu passer han selv salonen i Ramsherred, hvor han holder åbent mandag til lørdag fra klokken 9 til 19.
Mere end en klipning
I Tyrkiet har barberfaget lange traditioner. Her er den lokale barber ikke blot manden med saksen og ragekniven, men også en del af det sociale liv. Et sted, hvor mænd mødes og vender både hverdagens små og store begivenheder.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det ser drabeligt ud, men det er almindelig rutine for Ali Arslan at gøre barberbladet varmt inden brug. Foto: John Ringstrøm
Den tradition kan Ali Arslan godt genkende.
– Jeg kan godt lide at møde nye mennesker, men de samme kommer også igen og igen. Det er hyggeligt. Man deler glæder og sorger i frisørstolen, fortæller han, inden han sætter ild til sin barberkniv for så at sætte den på Süleyman’s hud.
Hos Ali er der plads til både mænd og kvinder. Blandt andet koster en herreklip 200 kroner, mens en dameklip med føn koster 280 kroner.
Og selv om han indtil videre er eneste mand i salonen, er ambitionen klar – at skabe sin egen lille forretning med godt håndværk og kunder, der har lyst til at komme igen.
Süleyman Yücel ligner en amerikansk fodboldspiller, men han er blot ved at få vokset sit ansigt. Foto: John Ringstrøm