Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Novenco vinder Næstved Erhvervspris 2026

Den traditionsrige Næstved-virksomhed Novenco Building & Industry A/S løb torsdag aften med Næstved Erhvervspris 2026. Prisen er en anerkendelse af virksomhedens udvikling, medarbejdere og mangeårige lokale forankring.

Der var hæder til en af Næstveds veletablerede industrivirksomheder, da Novenco Building & Industry torsdag aften blev kåret som vinder af Næstved Erhvervspris 2026.

Virksomheden, der har hjemme på Øverup Erhvervsvej, vandt foran den anden finalist, håndværksvirksomheden Jørn Johansen A/S.

– Det er en anerkendelse af, hvad vi gør i dagligdagen og en anerkendelse af især vores mange medarbejdere og vores lange tilknytning til byen. Det betyder meget for både virksomheden og medarbejderne, siger CEO Lars Erik Knaack, der blev hyldet foran en masse af byens øvrige erhvervsfolk i AL Sydbanks arkade.

Fra Næstved til hele verden

Novenco har rødder tilbage til 1947 og har gennem årtier udviklet sig til en international virksomhed med speciale i energieffektive ventilationsløsninger.

Fra Næstved leverer virksomheden teknologi til blandt andet bygninger, industrianlæg, tunneler og datacentre verden over.

Artiklen fortsætter under billedet...

Novenco's administrerende direktør, Lars Erik Knaack, modtog prisen sammen med tre kolleger. Foto: John Ringstrøm

Novenco's administrerende direktør, Lars Erik Knaack, modtog prisen sammen med tre kolleger. Foto: John Ringstrøm

Næstved Erhvervspris uddeles af Næstved Erhvervsforening i samarbejde med AL Sydbank. Vinderen findes ved en afstemning blandt erhvervsforeningens medlemmer. Prisen består af et kunstværk, et diplom og 10.000 kroner, som vinderen kan donere til et velgørende formål efter eget valg.

Novenco donerede sine 10.000 kroner til Broen Næstved, og for prisvinderen handler hæderen også om at sætte fokus på det lokale erhvervsliv.

– Det er vigtigt at hylde de ting, der sker i Næstved. I det hele taget få fremhævet Næstved og Sydsjælland, for der er så mange ting, vi kan, der skal frem i lyset, siger Lars Erik Knaack.

Sidste år gik erhvervsprisen til Emerson A/S, mens P.K. Jeppesen modtog den i 2024. De øvrige nominerede til prisen var Nordisk Legepladsinstitut ApS, Paarup & Co og Algakon Rådgivende Ingeniører ApS.

Fra venstre er de AL Sydbanks Kasper Bæk, Helle Andresen fra Næstved Erhvervsforening, Steffen Rasmussen, Charlotte Bach Petersen, Katarzyna Toepler og Lars Erik Knaack fra Novenco samt borgmester Kenneth Sørensen. Foto: John Ringstrøm

Fra venstre er det AL Sydbanks Kasper Bæk, Helle Andresen fra Næstved Erhvervsforening, Steffen Rasmussen, Charlotte Bach Petersen, Katarzyna Toepler og Lars Erik Knaack fra Novenco samt borgmester Kenneth Sørensen. Foto: John Ringstrøm