Der er stadig gang i saksene hos Frisør Hos Peter. Men nu på en ny adresse. Fredag blev de nyindrettede lokaler i Indre Ringstedgade officielt indviet med en åbningsreception, hvor kunder, medarbejdere og venner af huset kunne tage de nye rammer i øjesyn.
Bag frisørkæden står Bo Spottog, der tidligere på året kunne fejre sit 30-års jubilæum som selvstændig frisør.
Da naestved.nu besøgte ham i maj, fortalte han om ønsket om at finde nye og større lokaler i Næstved. Nu er ønsket blevet til virkelighed.
Bo Spottog overtog i 1996 fire frisørsaloner fra sin bror Peter, der havde startet kæden. Siden er virksomheden vokset til 20 saloner landet over med omkring 90 ansatte. Og navnet Hos Peter har hængt ved gennem alle årene.
– Jeg har højdeskræk, så jeg havde ikke mod på at skifte facadeskiltene, sagde Bo Spottog med et grin.
Nye rammer og velkendte ansigter
Flytningen fra Østergade har krævet en større renovering af den tidligere cykelforretning. Under åbningsreceptionen rettede Bo Spottog en særlig tak til sin kone Mille og hendes forældre, der har hjulpet med at gøre de nye lokaler klar.
Der var også anledning til at fremhæve medarbejderne. Blandt dem Helle, som har været en del af Hos Peter i 25 år. Og selvfølgelig blev den røde snor klippet af borgmester Kenneth Sørensen.
I den nye salon bliver det Sara Klausen, der står for den daglige drift, mens Bo Spottog fortsat er involveret i virksomheden og selv holder af at stå med saksen i hånden. For selv om adressen er ny, er det fortsat den samme frisørforretning, der tager imod kunderne.
Bo Spottog fremhævede blandt andre sin kone Mille og hendes forældre for at have givet en stor hånd med renoveringen af de nye lokaler. Foto: Jane Guldberg Jakobsen
