Vi lærer at læse og regne, men ikke at mærke

Vi lærer vores børn at læse og regne. At klippe inden for stregerne og række hånden op. At være dygtige og effektive, følge med, rette ind. Men vi lærer dem sjældent at mærke. Vi lærer dem ikke at sige nej med ro i kroppen. Vi lærer dem ikke, at følelser er vigtige, ikke farlige. Og vi lærer dem ikke at stå i det svære, uden at skamme sig.

I mit arbejde som terapeut møder jeg voksne, der aldrig har fået et sprog for det indre. De kan godt sige, hvad de gør, men ikke hvad de føler. De har lært at præstere, tilpasse sig og være dygtige. Men de ved ikke, hvordan det føles at have grænser. At stå op for dem selv. Eller bare at sige: “Det her gør ondt i mig”.

Og det er ikke fordi de er svage, tværtimod, det er præcis, som samfundet har formet dem - præcis som de fleste af os.

Når det bløde bliver forsømt

Vi lever i en kultur, der stadig belønner det målbare. Det, man kan tælle, vise og dokumentere. Vi har gjort det til et ideal at være cool, hurtig og kontrolleret. Men vi glemmer noget vigtigt: Det, der får os til at hænge sammen som mennesker, er ikke performance. 

Artiklen fortsætter under billedet...

Det er hvordan vi har det. Evnen til at forbinde os. Til at lytte og blive lyttet til. Til at mærke os selv - og hinanden.

Det starter tidligt. Når børn lærer, at gråd er pinligt. At man skal være stærk, ikke sart. Når de lærer, at følelser skal dæmpes - ikke deles. Når drenge bliver kaldt “pivede” og piger “for meget”.

Og senere? Så bliver det til voksne, der har svært ved at være i nærheden. Som spænder op, når nogen kommer tæt på. Som har lyst, men ikke adgang. Som savner, men ikke tør række ud.

Ikke fordi de ikke vil, men fordi det ikke blev lært.

En tavs arv

Vi er mange, der er vokset op med forældre og lærere, der gjorde deres bedste, men selv var formet af en tid, hvor det indre blev tysset ned. Hvor styrke var at bide tænderne sammen. Hvor man skulle være flittig, ikke fri. Ordentlig, ikke ærlig. Rolig, ikke rå.

Og vi tager det med os. Ind i relationer, arbejdsliv, krop og seksualitet. Vi ser det i par, der ikke kan finde hinanden. I unge, der skammer sig over deres følelser. I voksne, der dulmer eller lukker ned.

Vi kalder det stress, mistrivsel, præstationspres. Men ofte er det bare længslen efter noget, vi ikke lærte: At være i kontakt, at høre til, og at turde være bløde sammen.

Samfund, skam og håb

Når vi taler om samfund, tænker vi ofte på politik, økonomi og struktur. Men samfund er også det, vi giver videre, det vi spejler for vores børn, det vi normaliserer - og det vi gør tavst.

Derfor har vi brug for et nyt sprog. Et, hvor følelser ikke er farlige, hvor gråd ikke er pinligt, og hvor vi ikke spørger “hvad laver du?” før vi spørger “hvordan har du det?”

Vi har brug for følelsesmæssig dannelse. Ikke kun i hjemmet, men i skolerne. I fællesskaberne. I institutioner og samtaler. Vi skal turde tage det bløde alvorligt, ikke som noget privat og skørt, men som en vigtig del af et sundt samfund.

Et samfund, hvor vi ikke skal være perfekte, men ægte. Hvor vi ikke skal kunne alt, men kunne være. Og hvor vi ikke skal fikse hinanden, men kunne rumme hinanden.

Måske starter det her

Måske starter det med, at vi spørger lidt mere ægte: “Hvordan har du det egentlig?”

Måske starter det med, at vi tør sige: “Jeg ved det ikke - men jeg mærker noget.”

Måske starter det med, at vi tør lytte, uden at fikse - bare være der.

Og måske er det sådan, vi bygger et samfund, hvor vi ikke bare overlever, men lever - Sammen.