Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Høgh og Nørgaard er klar med comedy på torvet

Som noget nyt vil Morten Høgh fra Høgh's Cocktailbar forsøge sig med et standup-show på Axeltorv, hvor den lokale, professionelle komiker, Martin Nørgaard, skal være vært.

Inden længe starter fredags-koncerterne på Axeltorv, som Underhuset står bag, og i år er ganske speciel, da det populære ”Musik på Torvet” fylder 30 år.

Det skal fejres fra 15. maj og frem med en række koncerter, hvor blandt andre ”Nikolaj og Piloterne” samt Kim Larsen-bandet ”Forklædt som voksen” bliver nogle af hovednavnene.

Men der er også underholdning fra anden kant. Cocktail-baren Høgh’s Cocktailbar har med stor succes kørt indendørs stand-up comedy-aftener i nogle måneder, og nu rykker indehaver Morten Høgh ud på torvet med et show, der kaldes ”Næstved til grin” lørdag 30. maj.

Ligesom inde på baren hver den første onsdag i måneden er det også den lokale stand-up’er, Martin Nørgaard, der skal styre begivenheden fra Underhusets ølvogn, som bliver stående fra aftenen før, hvor Los Cubraz har været på scenen – i øvrigt i samme weekend, som der er Bossa Næstved.

- Jeg har hørt Martin i en podcast med blandt andre Christian Fuhlendorff, og så skrev jeg til ham. Jeg er selv stor ”consumer” af comedy og vores standup-aftener har været velbesøgt siden november. Vi tænkte, at det ville være helt vildt, hvis andre også kunne opleve det. Det kan man nu gratis, da vi har lånt Nino’s (Rizzato, Underhuset, red.) vogn og fået god støtte af Næstved Cityforening, siger Morten Høgh.

- Vi er rigtig glade for i samarbejde med Morten at kunne skabe ”Næstved til grin”. Morten står bag det populære Sjov & Sjusser på cocktailbaren, og vi så hurtigt et stort potentiale i hans initiativ – derfor var et samarbejde helt oplagt, lyder det fra Aktivitets- og Markedsføringschef i Næstved City, Laura Christophersen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Morten Høgh (t.v.) og Martin Nørgaard beder guderne om godt vejr 30. maj. Foto: John RIngstrøm

Morten Høgh (t.v.) og Martin Nørgaard beder guderne om godt vejr 30. maj. Foto: John RIngstrøm

Værten Martin Nørgaard er selv en rigtig habil komiker. Han tager på tur med sit show ”Skægt” i efteråret, hvor han blandt andet kommer til Grønnegades Kaserne Kulturcenter 3. oktober. Men samarbejdet med Høgh’s Cocktailbar er lidt af et hjertensbarn for ham.

- Jeg er oprindelig fra Holme-Olstrup og flyttede tilbage til Næstved i sommeren 2022 efter 11-12 år i København, hvor jeg stadig laver radio og standup. Så da Morten skrev, om jeg var interesseret i at lave noget hos ham, sagde jeg ja, siger Nørgaard, der kva sin komikstatus har kontakt til en masse sjove kolleger rundt omkring i landet.

- Martin har sørget for et absurd højt niveau i baren, så det bliver fantastisk 30. maj, siger Morten Høgh.

Udover Martin Nørgaard kommer eventet på Axeltorv til at få selskab af den lokale ”håndværkskomiker”, Anders Nielsen, ligeledes lokale André Jakobsen samt Troels Messmann, Daniel Lill og Michael Schøt.

- Jeg har spurgt en masse, men de her fem er bare sjove, siger Martin Nørgaard, der nok skal få gjort ”Næstved til grin” på den positive måde.

Arrangementet er for siddende publikum og Morten Høgh håber på et næsten fyldt torv.

- Jeg håber, at der kommer så mange som muligt. Nino har jo et fantastisk koncept med sine fredagskoncerter, og cityforeningen har mange arrangementer. Men det er fedt, at der kommer et live-event mere, siger Høgh, hvilket Laura Christophersen fra City istemmer.

- Vi glæder os til at bringe komikken ud under åben himmel og skabe en skøn stemning og masser af liv i bymidten, siger hun.

Martin Nørgaard (t.v.) og Morten Høgh har i nogle måneder kørt parløb om comedy-aftener på Høgh's Cocktailbar. Nu får flere glæde af det. Foto: John Ringstrøm

Martin Nørgaard (t.v.) og Morten Høgh har i nogle måneder kørt parløb om comedy-aftener på Høgh's Cocktailbar. Nu får flere glæde af det. Foto: John Ringstrøm