For bare få måneder siden blev Anzet A/S overtaget af Lars Bonnesen og Jens Mølby, og nu udvider det lokale vikar- og rekrutteringsbureau med endnu en lokal aktør.
Næstved-bureauet Vikar Sjælland ApS, der har Dan Olsen som ejer og direktør, har valgt at komme under Anzet’s vinger.
- Jeg etablerede Vikar Sjælland for mere end otte år siden. Nu tager jeg næste skridt og ser frem til - sammen med mine kunder og de dygtige vikarer - at blive en del af Anzet og indgå i et stærkere fællesskab med endnu flere muligheder, siger Dan Olsen, der får rollen som kundechef.
- Jeg rakte ud til Anzet, fordi jeg med den nye ledelse og det nye ejerskab ser et rigtig godt match. Jeg skal sammen med ledelsen og hele Anzet-teamet udvikle den samlede forretning - både på vikarområdet og i forhold til klassisk rekruttering, lyder det fra Olsen i en pressemeddelelse.
Også hos Anzet bliver der set frem til at få Vikar Sjælland "med på holdet".
- Det ser vi virkelig frem til. Vi kender Dan og Vikar Sjælland som en stærk og helt igennem ordentlig konkurrent. Nu kan vi heldigvis kalde os kolleger. Vi glæder os meget, siger direktør Katrine Damkær, mens bestyrelsesformand Jens Mølby ligeledes ser nogle spændende perspektiver i samarbejdet.
- Inklusionen af Dan Olsen giver Anzet rigtig meget. Dels en betydelig erfaring fra vikarbranchen generelt og specifikt indenfor bygge/anlægsvirksomheder og større infrastrukturprojekter, siger Mølby.
Dan Olsen og Katrine Damkær skal nu arbejde sammen i Anzet. Foto: John Ringstrøm