Næstveds middelalderfestival, “Næstveds Søjler”, finder sted 9. og 10. maj – også selv om det kommunale tilskud er blevet mindre end tidligere. Det oplyser arrangørerne, som har tilpasset programmet, men fastholder ambitionen om en helstøbt oplevelse.
– Vi har besluttet, at Næstved ikke skal snydes for sin middelalderfestival her i 2026 på trods af en begrænsning i det kommunale tilskud, lyder det fra Klaus Eusebius Jakobsen, der samtidig takker kommunen for fortsat støtte.
Næstveds Søjler blev kun overhalet af Madfestivalen og Træskibsfestivalen på den nyligt producerede kulturanalyse for Næstved-arrangementer i 2025.
- Vi er ved at være en etableret og meget velanskreven festival – også uden for Næstveds Kommunes grænser, lyder det fra Jakobsen.
Artiklen fortsætter under billedet...
I weekenden vil der igen være middelalderkampe på festivalpladsen ved den fritlagte Suså. Foto: John Ringstrøm
Festivalens turneringsplads på Bredstrædeparkeringen bliver i år opdelt i tre områder. Her kan publikum blandt andet opleve den svenske riddergruppe “Rigsenkedronningens Livregiment” med opvisninger til hest og fods, et tjekkisk falkeshow samt kampscener med internationale middelaldergrupper.
En anden del af pladsen er dedikeret til Næstved Rollespilsforening, som inviterer børn og unge til at deltage i kampaktiviteter og en kæphestekonkurrence lørdag. Den tredje sektion bliver en ny middelalderlegeplads med seks større træinstallationer, hvor børn kan prøve kræfter med historiske lege og aktiviteter.
– Dette – sammen med en middelalderskattejagt – vil virkelig sætte børn og børnefamilier i centrum, fremhæver arrangørerne.
På festivalpladsen vil der desuden være gøgl, ildshows, musik og teater. Blandt indslagene er optrædener med blandt andre Ildus Gøglicus, Skramle og Blæsekonen samt flere middelaldermusikgrupper. Publikum kan også møde formidlere, der demonstrerer alt fra bueskydning til historiske håndværk.
I Boderne oprettes Danmarks eneste middelalderkulturhus, hvor man kan høre små korte foredrag om blandt andet arkæologi i Næstved og omegn, musik og middelalderens liv.
Sct. Peders Kirke får som noget nyt i år en større rolle med flere koncerter og arrangementer under festivalen. Her optræder blandt andre Hanne Brønd Holst med fortælling og musik, københavnerkoret AmaCantus synger, mens Skramle og Blæsekonen leverer stemningsmusik. Den største koncert er dog med Ensemble Storstrøm, der opfører nykomponeret musik inspireret af danske folkeviser.
Højmessen om søndagen bærer også præg af Middelalderen.
Festivalen byder desuden på markedsboder, mad og drikke, og der er overvejende gratis adgang til aktiviteterne. Programmet kan ses på festivalens hjemmeside.
Skramle og Blæsekonen vil i år også optræde i Sct. Peders Kirke. Foto: John Ringstrøm