Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Lokalt murerfirma nomineret til Årets Murer

Når Cirkusbygningen i København torsdag 16. april fyldes af håndværkere, festlige indslag og underholdning, bliver det blandt andre med repræsentanter fra murerfirmaet Bendtsen Byg ApS i salen.

Det lokale murerfirma er nemlig nomineret til Årets Håndværker 2026 i kategorien Årets Murer blandt kun fem andre murerfirmaer i hele landet. 

- Det betyder en del, at vi bliver anerkendt for vores arbejde. Og at vi har nogle gode medarbejdere. Det er jo vigtigt for os, siger Bendtsen Bygs stifter, Anders ”Benner” Bendtsen.

Prisen gives for 15. gang, og det er Anmeld Håndværker, der står bag kåringen. Udvælgelsen sker på baggrund af kunders anmeldelser i løbet af det forgangne år, hvor kunderne har givet mellem ét og fem point. Her er Bendtsen Byg altså ét af de seks murerfirmaer i Danmark, der har høstet højeste score og præcis dét, vækker stor glæde hos medejer Mikkel Lærke.

- Det er et godt pejlemærke for os, for det er sjældent, kunder kommer med stor ros. Man hører mere, hvis noget er galt, og så er det jo vores opgave at udbedre det. Men det er egentlig meget rart for os at få at vide, at kunderne er tilfredse, konstaterer Lærke, der blev Bendtsens kompagnon for cirka fem år siden.

- Benner startede for sig selv i 2019 og året efter ringede han til mig, for at høre, om jeg ville være med. Folk sagde til mig, at Benner var god nok og faktisk lidt som mig selv – en aftale er en aftale, så vi gav det et skud og blev partnere, siger Mikkel Lærke, der tidligere var ansat som flisemurer.

Artiklen fortsætter under billedet...

Af de to partnere i Bendtsen Byg er det mest Mikkel Lærke, der er den udadkørende, mens Anders Bendtsen styrer kontoret i Kontorklubben på Grimstrupvej. Foto: John Ringstrøm

Af de to partnere i Bendtsen Byg er det mest Mikkel Lærke, der er den udadkørende, mens Anders Bendtsen styrer kontoret i Kontorklubben på Grimstrupvej. Foto: John Ringstrøm

Lærke skulle dog først lige igennem et slemt corona-forløb, der var ved at koste ham livet.

- Jeg er ved at stille træskoene og var indlagt i tre måneder. Efter et halvt års tid var jeg igen kommet nogenlunde til hægterne og spurgte derfor Anders, om det, vi snakkede om inden, ikke kunne blive en realitet. Og det kunne det så i 2021, siger Mikkel Lærke, som igen er begyndt at arbejde lidt i ”marken” ved siden af sit kontorarbejde.

Det med priser, har Bendtsen Byg prøvet før. I 2023 blev murerfirmaet kåret til Årets Iværksætter i Næstved Kommune. 

- At vinde Årets Murer vil betyde lige så meget, som da vi blev Årets Iværksætter. Én ting er, at vi skaber arbejdspladser, noget andet er også, at vi bliver anerkendt for vores arbejde. Vi vil jo gerne være gode murere og vi vil gerne levere et godt stykke arbejde, der er over middel, pointerer Mikkel Lærke, der er én af 15 murere i firmaet.

- Vi har været heldige at få rigtig gode folk, som kan repræsentere den del, vi er gode til. Vi har fire rigtig gode flisemurere og ellers gode folk, der laver meget forskelligt. Vi oplever også, at folk helst vil handle med en håndværker, de har haft en god oplevelse med, kommer det fra Lærke.

Det er en professionel fagjury, der skal kåre Årets Murer. Bendtsen Byg er nomineret i kategorien for firmaer med 10 ansatte eller derover. Der skal kåres vindere i hele 27 forskellige faggrupper til det store awardshow, der løber af stablen både 15. og 16. april i den ikoniske Cirkusbygning.

Man keder sig aldrig i selskab med de to murersvende, Anders Bendtsen (t.v.) og Mikkel Lærke. Foto: John Ringstrøm

Man keder sig aldrig i selskab med de to murersvende, Anders Bendtsen (t.v.) og Mikkel Lærke. Foto: John Ringstrøm