Og ja, kærlighed fortjener opmærksomhed. Også med roser, middag og måske et stearinlys mere end nødvendigt.
Men midt i alle hjerterne, er der også nogen, for hvem Valentinsdag mest af alt minder om en tom stol ved bordet.
Dem, der lige har mistet deres kone, mand eller kæreste. Dem, der for nylig er gået fra at være vi til at være mig. Dem, der ikke mangler kærlighed, men savner den person, de plejede at dele den med.
For dem kan Valentinsdag være en af de dage, man helst vil springe let og elegant over. Gerne uden at skulle tage stilling til lyserøde balloner i supermarkedet.
Og så er der dem, der af princip ikke fejrer Valentinsdag. Dem, der ryster lidt på hovedet af hele idéen. Dem, der siger, at kærlighed ikke har brug for en dato i kalenderen.
Det har de sådan set ret i.
For måske er Valentinsdag også en anledning til at tænke lidt bredere om kærlighed. For kærlighed er ikke kun parmiddage og blomsterbuketter. Den findes også i venskaberne. I familien. I relationerne, der ikke altid får en særlig dag, men som bærer os igennem hverdagen.
Det er den ene ven, der altid tager telefonen. Søsteren eller broren, der kender hele historien og stadig bliver. Det voksne barn, der spørger ind og ser mere, end vi tror. Den kollega eller nabo, der lige mærker, når der er brug for en kop kaffe og ikke flere gode råd.
Valentin kan også være:
Tak for dig i mit liv. Tak fordi du spørger, også når svaret er lidt rodet. Tak fordi du blev hængende, også da jeg ikke var på mit mest charmerende.
Det kan være et ekstra kram. En besked uden anledning. Et øjeblik, hvor man bliver set uden at skulle forklare alting.
Og selv hvis man ikke fejrer Valentinsdag. Selv hvis man aldrig køber roser eller hjertechokolade. Så kan man altid kramme.
Vi er mange, der bærer hinanden gennem hverdagen uden at kalde det kærlighed. Men det er det jo. Bare uden sløjfe og gavepapir.
Kærlighed lever ikke kun én dag om året. Den lever tirsdag morgen, når nogen husker dig. Den lever i de små handlinger, der gentager sig, også når Valentinsdag er pakket væk igen.
Så måske er den fineste Valentingestus i virkeligheden at huske hinanden. Også dem, der lige nu mangler nogen. Og dem, der altid er der.
Et ekstra kram tæller også. Og det gør et tak i øvrigt.
