Jeg stod til et arrangement og faldt i snak med en ny medarbejder.
Han havde kun været der i 14 dage, så jeg siger med et smil:
“Nå, så er du Benjamin?”
Han kigger på mig, smiler høfligt og svarer:
“Nej, jeg hedder Lars.”
Og dér stod jeg så midt i min egen sproglige midtvejskrise og indså, at jeg officielt var blevet den antikvariske udgave af dansk tale.
Den slags, man burde stille ud i montre med et lille skilt: “Her ses et ægte eksemplar af dansk talemådes-bruger fra 1970’erne stadig funktionsdygtig.”
Men hvornår holdt folk egentlig op med at vide, hvad det betyder at være “Benjamin”?
Det er jo bare den yngste, den nye, flokkens lærling!
Men åbenbart et udtryk, der i dag kræver både fodnoter, QR-kode og museumsguide.
Jeg begyndte at teste andre gamle udtryk.
“Nu skal du ikke gøre en myg til en elefant,” sagde jeg til en 20-årig.
Han kiggede på mig, som om jeg havde tilbudt ham en cirkuskarriere.
Eller den klassiske: “Jeg stod med håret i postkassen.”
De tror, det er en ny TikTok-challenge.
Og “At skyde papegøjen”?
Ingen aner, at det betyder held, de tror bare, man er på vej i skydeteltet på Dyrskuepladsen.
Vi er altså en generation, der kan sit billedsprog.
Vi har stået i suppen, gået linen ud, haft ben i næsen og taget tyren ved hornene, ofte på én og samme mandag.
Og vi har gjort det uden filter, emojis eller autocorrect.
Måske er det netop det, der gør sproget så charmerende, at det rummer billeder og historier, der siger noget om tiden, vi kom fra.
For ærligt talt, “Benjamin” lyder da langt hyggeligere end “ny i teamet”.
Så jeg siger:
Lad os holde fast i de gamle udtryk, for de er små sproglige tidslommer, fulde af liv, humor og kulturarv.
Og næste gang nogen spørger, om jeg føler mig gammel, så svarer jeg bare:
“Nej, jeg er bare velbevaret med vendinger, der har overlevet både modeluner og modem.”
Men hvad med dig hvilket gammelt udtryk bruger du stadig og får du himmelvendte øjne, når unge ikke forstår det?
