Selvfølgelig kan du også møde byrådskandidaterne i den sidste weekend inden kommunalvalget tirsdag 18. november.
Det kan du blandt andet på en lidt svedig måde, hvis du dukker op i Herlufsholm-hallen lørdag, hvor Næstved Bike Event ”kører” i hele otte timer fra kl. 9 til 17. Politikerne biker løs mellem 16 og 17, og hele overskuddet går til Svovlstikkerne og andre sociale foreninger og projekter i Næstved Kommune.
Politikerne er også på scenen søndag kl. 15 i Glumsøs Café Rejseladen, hvor der vil være to timers paneldebat.
Artiklen fortsætter under billedet...
Julemarkeder finder du blandt andet på Gavnø og på Holmegaard Værk både lørdag og søndag men også på Provstegaarden om lørdagen fra kl. 10.
Anya ”hjemme” for en stund
Vil du ud og høre musik i weekenden, er der også masser af muligheder for det.
Café Kyst har som sædvanlig hyggemusik til de spisende gæster fra kl. 18 – fredag er det Torben Kaas og lørdag er det Milly Nou.
På Grønnegades Kaserne byder Vershuset fredag aften på populære Moonjam og lørdag har musikforeningen den lokale sangerinde Anya på scenen fra kl. 21.
Artiklen fortsætter under billedet...
Ny Ridehus har også musik lørdag aften kl. 20, hvor det er Katrine Schmidt, der går på scenen med sin amerikansk-inspirerede musik.
Klein fortæller om dyr
Er du i Fensmark, kan du tage hen på den lokale Folke Caféen, hvor der er reunion-koncert med det gamle, lokale band Bumblebees kl. 18.15.
For de mindre – og større - er der underholdning med Sebastian Klein i Gl. Ridehus på Grønnegades Kaserne lørdag kl. 14. Det er Svovlstikkerne, der står bag arrangementet, hvor Klein blandt andet fortæller om verdens mest berømte dyr.
Lokale tophold i aktion
I sportens verden kan du tage ud og se 3. divisionshåndbold. Både Næstveds kvinder og mænd spiller hjemme i Arena Næstveds Hal1 lørdag kl. henholdsvis 14.15 og 16. Kvinderne møder Ajax, mens mændene, som fører puljen, får besøg af Dianalund/Tersløse.
Artiklen fortsætter under billedet...
Søndag er det fodboldmændenes tur. Næstved Boldklub, der er på andenpladsen i rækken, spiller årets sidste kamp i 2. division, hvor modstanderen hjemme på MTM Service Park kl. 13 er VSK Århus.
