Det er også her, vi gør status. Var det et godt år? Et hårdt år? Eller et af dem, hvor man mest af alt tænker: “Nå ja… det overlevede jeg også.”
Jeg faldt for nylig over et citat af Julia Roberts, som bed sig fast. Hun sagde, at livet ikke handler om at tilfredsstille alle. Og det er måske netop der, hele misforståelsen begynder.
For mange af os har brugt et helt år, eller flere, på at forsøge. At forklare. At tilpasse os. At gå lidt hurtigere op ad bakke, fordi nogen kigger. Eller lidt mere forsigtigt ned ad bakke, fordi nogen synes, vi burde.
Vi siger ofte, at noget har været op ad bakke. Og når vi endelig kan sige, at nu går det ned ad bakke, så lyder det jo som noget positivt.
Et år fuld af bakker
Men prøv lige at tænke over det.
Op ad bakke: Man puster. Sveder. Overvejer sine livsvalg. Og siger ting som: “Det er jo også sundt at få pulsen op.”
Ned ad bakke: Man spænder i knæene. Holder balancen. Er bange for at falde. Og siger ting som: “Det var også derfor, jeg tog flade sko på.”
Begge dele kræver fuld koncentration. Begge dele kan give ømme muskler. Og begge dele ender ofte med, at man bagefter tænker: “Det så nemmere ud, da andre gjorde det.”
Året der gik var fuld af den slags bakker. Dem, hvor man lovede sig selv kaffe, chokolade eller ferie, når man nåede toppen. Og dem, hvor man fandt ud af, at det faktisk kræver mere mod at gå langsomt ned end hurtigt op.
Måske er det her erkendelsen rammer. For hvis livet, som Julia Roberts siger, ikke handler om at tilfredsstille alle, så handler det heller ikke om at tage den rute, der ser pænest ud udefra. Men den, man selv kan holde balancen på.
Vi taler meget om at komme videre. Men nogle gange er det største fremskridt bare ikke at vælte. Så når vi træder ind i det nye år, ved vi én ting med sikkerhed: Der kommer bakker. Der kommer øjeblikke, hvor vi tvivler på kortet. Og der kommer dage, hvor vi stopper op og tænker, om det mon var meningen, at det skulle føles sådan her.
Findes den flade vej?
Måske er pointen slet ikke at finde den flade vej. Måske findes den ikke. Måske er livet netop en samling op og nedstigninger, hvor det vigtigste ikke er tempoet, men at vi stadig går, helst i vores egne sko.
Og hvis livet ikke handler om at tilfredsstille alle, så er det måske også i orden, at man indimellem stopper midt på bakken, trækker vejret og konstaterer, at nogle nok ville have valgt en anden rute. Det gjorde man bare ikke.
Det nye år behøver derfor ikke store løfter. Måske bare dette: At vi tør gå lidt mere ærligt. Grine lidt tidligere, når vi snubler. Og acceptere, at visdom ofte først indfinder sig, når man allerede har fået grus i skoene.
Godt nytår og husk: Vejen er ikke flad. Men den er trods alt vores.
