Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Næverland i newyorkerstil en stor succes

Hvis ikke lige du kom ind fra Jernbanegade, men bare vågnede op efter dvale fra en våd bodega-aften, ville du tro, du var landet i et hood et sted i Bronx, New York.

Ungdomsprojekthuset JB10, en gren af Næstved Ungdomsskole, var i weekenden stylet i bedste newyorker-stil med subway-skilte, graffiti, hiphop, talks og urbane performances.

Kreativiteten blomstrede i den grad til Næverland 25, den 13. i rækken af festivaler fra ungdomshusets side, og igen var den velbesøgt af primært unge i alderen 14 til 25 år.

Arrangørerne havde i den grad også lagt sig i selen for at sætte et program sammen, der kunne begejstre publikum.

Artiklen fortsætter under billedet...

Man var ikke i tvivl om navnet på ungdomsfestivalen. Foto: John Ringstrøm
Man var ikke i tvivl om navnet på ungdomsfestivalen. Foto: John Ringstrøm

Fredag blev scenen i baggården indtaget af Ea Cornelia, efterfulgt af MC Kold, SYL, The Sleng og Ras Money (tidl. Raske Penge). Det hele faciliteret af værten MC Emil og med Frederik Møller som HusDJ.

Samtidig blev der sprayet løs på de store flader sat op i den afspærrede Jernbanegade. Flere store, internationale graffiti-stjerner var inviteret til Næstved Kunstby Festival og leverede det ene ”master-piece” efter det andet.

Den helt store stjerne var den 68-årige newyorker, Steve Ogburn, eller bedre kendt som ”Blade – The King of Graffiti”.

- Det er fedt at være her. Jeg var i Danmark i 2007 med min kone dengang, hvor jeg også var rundt for at male. Det var den bedste tur, men det var så koldt, at min næse løb. Det her er meget bedre. Det er som at være i Florida, siger Blade, der nu bor tæt på Miami.

Artiklen fortsætter under billedet...

Blade - alias Steven Ogburn - er glad for dansk øl. Her står han foran det graffitiarbejde, han har lavet i Næstved. Foto: John Ringstrøm
Blade - alias Steven Ogburn - er glad for dansk øl. Her står han foran det graffitiarbejde, han har lavet i Næstved. Foto: John Ringstrøm

- Næstved er et smukt sted med historiske bygninger og så videre, konstaterer graffiti-legenden, der nærmer sig 70 år og står superskarp og veltrænet.

- Jeg har barberet al hår og skæg af, for ellers ville jeg ligne en hvid vaffelis. Men jeg holder mig i form. Mange af mine venner har store maver, de drikker, de spiser forkert. Mange af dem, jeg er vokset op med, kan ikke rejse rundt som mig, for de har rygproblemer og nærmer sig 150 kilo, siger han.

Midt i snakken kommer en ung fyr i 20’erne hen og beder om en tegning, som han selvfølgelig får senere.

- Sådan er det alle steder. Men normalt er det virkelig unge piger og drenge – næsten for unge. Blandt andet kommer der 19-årige piger og spørger, om jeg kan tegne på deres bryster. Og det siger jeg nej til, siger Blade, der også spiller musik.

- Jeg spiller faktisk bas bedre, end jeg laver graffiti, siger han med et grin.

Artiklen fortsætter under billedet...

Rest In Beats består af Rezwan Taha og Sebastian Rønde Thielke (th), der indledte festen lørdag. Foto: John Ringstrøm
Rest In Beats består af Rezwan Taha og Sebastian Rønde Thielke (th), der indledte festen lørdag. Foto: John Ringstrøm

Blade indledte lørdagen til Næverland med at holde foredrag om sin opvækst og sin karriere indenfor graffiti.

Derefter gik Rest In Beats på scenen efterfulgt af Bette, Isabella og Adlyd, mens Rent Mel – oprindelig Rent Mel i Posen - gik på ved 20.30-tiden lørdag aften. Det var første gang i 20 år, rapgruppen fra Roskilde optrådte. I 1997 vandt de DM i rap med nummeret ”Hvem er vi”.

Rapperne Marvelous Mosell & Tue Track sørgede for den helt vilde afslutning på en fabelagtig Næverland.