Min datter flytter hjemmefra for at studere, og vores sommerferie har derfor været én lang emotionel rundtur i dansk detailhandel. Vi har været i IKEA, Power, Harald Nyborg, Biltema, Bilka, genbrugsbutikker og et loppemarked, hvor jeg forhandlede mig ned i pris på lamper og op i blodsukker på grund af stress.
Undervejs har jeg lært følgende:
1. En teenage-datter har altid brug for mere opbevaring.
2. Alt i IKEA ligner noget, man sagtens selv kan samle lige indtil man prøver.
3. De svenske kødboller smager bedst, når man græder lidt over dem.
For ja, jeg var den mor, der blev ramt af IKEA-reklamen, hvor moren ser sin lille dreng bag rattet. Jeg så min datter sidde der, kiggede på hende og tænkte: “Du er jo kun 11, du kan da ikke flytte hjemmefra.”
Hun er 21. Men mit hjerte har tydeligvis ikke opdateret sig selv.
Vi har brugt uger på at skabe hendes første hjem med skæve vægge, små vinduer og den slags charme, man betaler for, når man er ung og optimistisk. Det er lidt skævt, lidt umuligt og helt perfekt ligesom hende.
Og mens jeg har prøvet at holde sammen på flyttekasser og følelser, har jeg haft min teenage-søn derhjemme. På et tidspunkt sagde jeg: “En mor i overgangsalderen og en søn i puberteten det er altså ikke nogen god cocktail”. Hvortil han tørt svarede: “Det har du jo selv planlagt.”
Og ja, det har jeg vel. På en eller anden måde.
Nu står jeg her med et værelse mindre i brug i huset og et hjerte, der lige skal lære at vænne sig til stilheden. Jeg glæder mig på hendes vegne. Virkelig. Hun skal ud og leve, lære, fejle, elske, brænde pasta på og finde ud af, hvordan man bruger en støvsuger uden ledning. Men jeg savner hende allerede.
Jeg går og tænker på, hvordan hendes ungdom bliver. Om hun kommer til at undgå nogle af mine omveje. Om hun får planlagt lidt bedre og husker, at det er okay ikke at have styr på det hele. Bare man har en pizza i fryseren og en mor, der svarer på sms’er midt om natten.
Jeg ved, jeg ikke er den eneste. Rundt omkring i landet står forældre med klump i halsen, skruetrækker i hånden og en pose bland-selv-empati i lommen. Det er et vilkår, vi deler og en kærlighed, der vokser i takt med, at de flytter hjemmefra.
Så hvis du ser mig lidt træt, lidt rørt og måske med en unbrakonøgle stikkende op af tasken, så ved du hvorfor. Jeg er i gang med at aflevere en del af mit hjerte i en ny bolig med alt for få stikkontakter og lidt for mange følelser.
Men hun er klar. Og det skal jeg også nok blive. Lige så snart jeg har fået samlet den sidste kommode. Og spist en portion svenske kødboller mere.
“At give slip er at stole på, at det, vi har givet dem med, er nok, selv når vi selv har lyst til at pakke os selv med i en flyttekasse.”
Af Pernille Sten, mor med løs kontakt til følelseslivet og fast kontakt til Harald Nyborg.
