Jeg blev imponeret. Og lidt misundelig. For på præcis samme dag kunne jeg faktisk selv have haft sølvbryllup.
Det gik bare ikke helt sådan. Som præsten Caja engang sagde til mig: “Det er ikke altid, det går, som præsten prædiker.”
Og hun har jo ret. For da jeg skulle skilles, sad jeg med hende igen og snakkede om det, vi sjældent tør sige højt: At kærligheden godt kan dø. Ikke nødvendigvis med et brag, men mere som en stueplante, der aldrig er blevet vandet.
Jeg lærte meget af min skilsmisse. Blandt andet at man som 21-årig skal kigge efter mere end pæne tænder og pænt hår. Tandlægen kan klare det første, og frisøren det andet, men resten skal man altså selv kunne leve med i 25 år.
Som en slags livsnote til mig selv har jeg hængt mit skilsmissebevis op i en gylden ramme. Nogle hænger diplomer, andre hænger børnetegninger, jeg hænger mit skilsmissebevis. Ikke som bittert minde, men som et humoristisk og kærligt vink til mig selv om, hvad jeg har lært: At kærlighed kræver både pleje, tålmodighed og en vis evne til at sige “nej tak” til ting, der ikke passer til en.
Så ja…. jeg kunne have haft sølvbryllup. I stedet har jeg en gylden ramme på væggen, der hver dag minder mig om, at man skal pleje det sted, man står, og elske så længe kærligheden lever. Og så kan man altid glæde sig over, at man i det mindste valgte en ramme, der matcher sofapuderne.
