Fotograf: Canva | Opdateret

Julens største mirakel

KLUMME: Når man ofrer flæskestegen og får sin teenager tilbage som et bedre menneske.

Der er øjeblikke i livet, hvor man opdager, at man har opdraget et fantastisk barn. Og så er der øjeblikke, hvor man tænker: ”Har jeg opdraget et menneske eller en meget høflig iPhone med følelser?”

Jeg havde et af de første.

Forleden spurgte jeg min teenagesøn, om han ville blive helt traumatiseret, hvis vi…  ja… flyttede vores juleaften. Ikke af hensyn til travlhed eller skilsmisse eller en brændt and, men fordi jeg havde sagt ja til at bruge juleaften på at være sammen med nogle af dem, der ellers sidder alene.

Der blev stille. Så stille, at jeg nåede at tænke tre ting:

1. “Nå. Det var så den værste idé, jeg nogensinde har fået.”

2. “Mon han allerede er i gang med at google børneværnet?”

3. “Jeg håber virkelig, mine julekugler tåler stress.”

Så sagde han:

- Mor… det kan vi godt gøre. Vi har haft så mange gode juleaftner. Vi kan bare fejre den en anden dag.

Og dér stod jeg. Halvt rørt, halvt i chok og helt bevidst om, at den dreng nu officielt er mere rummelig end jeg er.

Men så kom der selvfølgelig et tillægsspørgsmål:

- Må vi stadig få risalamande? Også selvom det er den forkerte dag?

Det er jo fair. Man skal kende sine rettigheder. Og straks kørte min hjerne i Pernille-mode:

Ja! Jeg kan lave samtalekort, så de ikke skal føle, at jeg står og interviewer dem som en lokal radiovært.

Ja! Jeg kan pynte op, for jeg har jo et lager af julekugler, der i princippet kan servicere både Næstved, Glumsø og et mindre nordeuropæisk stormagasin.

Ja! Jeg kan lave små “juleaftens-starterkits”: servietter, glas, håb og en lille smule for meget limglitter.

Og ja! Jeg kan helt sikkert få alle til at trække en lille opgave:

“Fortæl om en juleaften, der gik helt galt eller vær sød at lade som om.”

Og pludselig føltes det ikke som et afsavn. Det føltes som… ja… jul. Altså den rigtige slags. Den, der ikke handler om hvilken dag kalenderen viser, men om hvem vi vælger at være.

Min søn sagde bagefter:

- Det bliver en anderledes jul, mor. Men vi gør noget godt. Og så kan vi spise konfekt dagen efter. Det klarer vi.

Og jeg tænkte: ”Når en teenager accepterer at forskyde både gaver, traditioner og dessert… så må det være julens største mirakel.”

Så ja. Vi fejrer juleaften på en anden dag i år, så vi selve juleaften sætter vi os sammen med nogen, der ellers ville sidde alene omgivet af julekugler, samtalekort og Pernilles inspirerende, men potentielt lettere forvirrende, julelogistik.

Og ved du hvad? Jeg glæder mig faktisk. For måske er det ikke mig, der ofrer noget. Måske er det bare julen, der endelig opfører sig, som den burde: Med plads til hinanden, til de små mirakler og til at jeg får brugt bare en brøkdel af mit livslange lager af julekugler, der ellers truer med at udløse et arealmæssigt krav om særskilt erhvervslejemål.

Og helt ærligt. Hvis man kan få en teenager til frivilligt at flytte juleaften, uden at han kræver kompensation i form af en ny PlayStation… Ja, så er det årets bedste gave.

Hvordan bliver din juleaften?