For nogle år siden fik jeg lov til at være frivillig i Make a Wish, en organisation der opfylder ønsker for børn med livstruende sygdomme. I fem år fulgte jeg børns drømme, familiernes kamp og fællesskabets styrke. Det var år fyldt med smil, magiske øjeblikke og historier der satte sig dybt i hjertet.
Jeg husker især en lille fyr på fire år. Sammen med en kollega skulle vi overraske ham. Min kollega var hoppet i Batman-kostume, og lad mig bare sige: Han tog rollen meget alvorligt. Så alvorligt at jeg næsten selv troede, jeg stod ved siden af Christian Bale (skuespilleren inden i Batman) bare med lidt mindre Hollywood. Da Batman trådte ind, blev drengens øjne så store som tekopper. Midt i sygdom og hospitalsindlæggelser fik han et øjebliks ren magi, og jeg fik ondt i kinderne af at holde masken.
Drengen boede med sin familie i et kollektiv i Birkerød, og ud af alle de steder jeg har besøgt, er det dér jeg har set den største støtte i et sygdomsforløb. Når familien var indlagt, var der altid nogen der tog over. Græsset blev slået, køleskabet fyldt, støvsugeren luftet en tur, og søskende blev hentet, passet og leget med. Man kunne næsten tro, de havde en hemmelig vagtplan på køleskabet.
Drengens ønske var ikke et bjerg af legetøj. Han ønskede sig et sørøverskib til den fælles legeplads, så han kunne lege med de andre børn, når han ikke måtte komme i børnehave. Ikke en PlayStation, ikke en pony, ikke engang en iPad, men et sørøverskib. Det var så stort og så rørende. Hans største drøm var at være en del af fællesskabet.
Men årene som frivillig lærte mig også, at ikke alle historier ender lykkeligt. Jeg har stået hos familier, hvor barnet ikke længere er her. Og jeg har oplevet glæden når et barn blev rask, for kun kort efter at se familien miste moren til kræft. Livet kan være brutalt, og man forstår hvorfor vi i Danmark altid har kaffe på kanden. Kaffe er jo vores hemmelige superkraft uden den havde vi aldrig klaret hverken sorger, snakke eller de der lange forældremøder.
Det er netop det, jeg lærte. Ingen kan bære alt alene. Der er et gammelt ordsprog, som siger: It takes a village to raise a child. Og det er sandt. Vi kan meget, men ingen kan alt. Vi har brug for hinanden både når det gælder børn, svigermødre og flyttekasser.
Her i kommunen har vi heldigvis mange stærke fællesskaber, foreninger og frivillige kræfter, der hver dag skaber sammenhold. Men spørgsmålet er, om vi gør nok især når det handler om at bekæmpe ensomhed. Ensomhed er ikke kun noget unge mærker, men også ældre. For nogle er dagen præget af stilhed, og her kunne vi godt blive bedre til at række ud.
Og sygdom kan forstærke ensomheden. Når helbredet svigter, og man ikke længere kan være så aktiv som før, kan man hurtigt føle sig isoleret. Besøgene bliver færre, invitationerne daler, og man kan ende med at sidde alene ikke kun med sin sygdom, men også med stilheden. Det er netop dér, fællesskabet gør en forskel. For ingen skal føle sig glemt, bare fordi kroppen ikke længere kan det samme som før ung som ældre.
Måske er ensomhed faktisk den største trussel mod det gode liv i vores kommune. Vi har initiativer, ja, men er der nok? Hvordan kan vi som borgere, foreninger og politikere sikre, at ingen skal gå for længe uden et menneske at tale med eller et fællesskab at være en del af?
Vi kan ikke altid være Batman, men vi kan godt slå en græsplæne, fylde et køleskab eller tale med et menneske, der trænger til opmærksomhed. Små ting, der føles store for den der får dem.
Lad os huske, at vi alle sammen er en del af hinandens landsby. Vi kan være dem, der griber, når andre falder. Vi kan være dem, der deler byrden, når den bliver for tung. Og vi kan være dem, der minder hinanden om, at ingen behøver stå alene.
Måske har du allerede nu et menneske i tankerne en i din omgangskreds/familie, i dit nabolag eller på job som kunne bruge en kærlig hånd. Og nogle gange behøver man ikke engang spørge. Man kan bare gøre.
For fællesskab er ikke kun noget vi snakker om. Det er noget vi lever og indimellem lever vi det iført kappe og med en smule superheltehumor.
