Hvad lærer vi egentlig vores børn, når vi ikke tænker over det?

Men selv med de bedste intentioner sker der noget. I skolen, på legepladsen, ved middagsbordet. For vi opdrager stadig piger og drenge forskelligt - også når vi tror, vi ikke gør det. Ikke fordi vi er onde, men fordi vi er rundet af en kultur, hvor det sidder dybt i sproget, i blikket og i det, vi belønner uden at tænke over det.

Små ord, store forskelle

Vi siger til piger: “Hvor er du sød” - og til drenge: “Hvor er du sej”
Vi siger til piger: “Du skal ikke tage det så tungt” - og til drenge: “Op igen, det var ikke noget”
Vi siger til piger: “Pas nu på” - og til drenge: “Du skal bare prøve!”

Det lyder uskyldigt, og det er ofte kærligt ment, men de små forskelle bliver til store budskaber: Du må gerne være følsom, men helst ikke for meget. Du må gerne være modig, men kun hvis du ikke gør dig selv til grin. Du må gerne vise følelser, hvis du er pige. Du må gerne sige fra, hvis du er dreng. Langsomt lærer børn at aflæse verden:

“Jeg bliver rost, når jeg er sød og stille”
“Jeg skal gemme mig lidt, hvis jeg føler for meget”
“Jeg skal være stærk, selv når jeg er ked af det”

Og det tager de med sig.

Når vi tror, vi er neutrale

I mit arbejde som terapeut møder jeg voksne, der ikke forstår, hvorfor de ikke tør tage ordet, mærke kroppen eller sætte grænser. Mænd, der aldrig lærte at tale om følelser uden skam. Kvinder, der aldrig fik øvet sig i at tage plads, uden at føle sig egoistiske.

Det handler ikke om skyld. Som jeg ser det, handler det om struktur. Om en kultur, hvor noget er blevet sagt og noget andet er blevet usagt - og hvor meget er blevet lært mellem linjerne.

Og det er netop derfor, vi stadig har så svært ved at få øje på det.

Vi tror, vi taler neutralt. Men ofte bliver vi overraskede, når vi opdager, at vi giver piger flere praktiske pligter og drenge mere fysisk frihed. At vi trøster dem forskelligt. At vi taler mere med piger - men lytter hurtigere til drenges nej. At vi kalder piger følsomme og drenge urolige - selv når de reagerer på præcis samme måde.

Det starter tidligt, og sætter sig dybt

Undersøgelser viser, at allerede i vuggestuealderen bliver drenge og piger mødt forskelligt. Vi taler mere om følelser med piger, og vi stiller flere krav til, at de er ordentlige og hensynsfulde. Vi accepterer mere fysisk uro fra drenge, men giver dem færre redskaber til at regulere sig selv.

Senere bliver piger oftere kaldt “modne”, og drenge “umodne”, selv når de reagerer helt alderssvarende. Piger får at vide, at de skal dæmpe sig. Drenge, at de skal mande sig op.

Det sætter sig i kroppen, i seksualiteten, i relationerne, i skammen og stoltheden. Og det følger dem ind i voksenlivet, hvor alt det, der engang blev lært som naturligt, pludselig spænder ben.

Så hvad gør vi?

Vi starter med at lytte, være nysgerrige på vores egne blikke, reaktioner og vaner.

Vi kan spørge os selv:

Hvad ville jeg have sagt, hvis det var mit barn med et andet køn?
Hvad ville jeg have tilladt, givet plads til eller guidet anderledes?
Hvad bliver belønnet her, og hvad bliver tysset ned?

Og så begynde at give plads. Ikke for at fjerne forskelle, men for at give frihed. For at skabe rum, hvor børn må være hele, uanset køn. Hvor det følsomme ikke er svagt, hvor styrke ikke kræver hårdhed, hvor det vilde og det blide ikke er bundet til bestemte kroppe.

Vi er ikke i mål, men vi er på vej

Det er ikke forkert at være pige, dreng eller noget midt imellem. Men det er en gave, når vi giver børn lov til at være mere end det. Kønnede forventninger er ikke bare noget, vi slipper ved at mene det rigtige. Det kræver, at vi ser på os selv og hinanden. Med varme og med mod.

For når vi tør forandre os, giver vi børn noget dyrebart: Muligheden for at mærke sig selv, være sig selv, og tage sig selv alvorligt - fra starten.