Jeg husker tydeligt, hvordan han trak vognen med golfkøllerne hen over banen med en blanding af stædighed og et glimt i øjet. Han kunne være træt, han kunne have ondt, men han skulle ud. For sådan var han: Altid videre, altid fremad, altid i gang.
Han gik under navnet Hr. Nielsen på banen. Altid med hat, og ofte med en cigar i mundvigen, som om golfen lige så meget var en livsstil som et spil. Man var aldrig i tvivl, når han nærmede sig. Nogen sagde, at det lignede mere en scene fra en gammel film end en runde golf, men sådan var han. Han gjorde det på sin måde.
Hans livsmod kulminerede den dag, han spillede sin egen 100 års fødselsdagsmatch. De færreste oplever at fylde 100, endnu færre står på golfbanen den dag. Men det gjorde han. Med cigaren tændt og et blik, der sagde: Jeg lever stadig, og jeg spiller med.
Bolden fløj ikke altid langt, men humøret gjorde. Og han morede sig over, at alderen gav ham lov at starte fra de forreste teesteder.
Morfar havde en sætning, han ofte gentog: “Hvis jeg dør, så dør jeg.” Det kan lyde barskt, men i hans mund var det en livsfilosofi. Vi skulle ikke frygte det uundgåelige, vi skulle frygte at spilde den tid, vi havde.
Og egentlig gjorde han præcis dét, som forskere i dag peger på, kan forlænge livet. Han dyrkede motion, han udfordrede hjernen, og han havde fokus på mening og fællesskab. Golfbanen gav ham det hele, et skub til kroppen, en udfordring til tankerne og en flok mennesker at dele det med.
Jeg ser tilbage og tænker på, hvor meget af ham der lever videre i mig. Ikke kun de gener, han påstod var hans største arv, men det gåpåmod, den livslyst og det ukuelige sind, som han bar med sig. Han lærte mig, at det aldrig handler om, hvor perfekt man rammer bolden, men at man tør tage slaget.
Jeg husker tydeligt, da jeg startede på medicinstudiet. Efter et par år gik jeg fra igen. Jeg kunne have tænkt, at det var et nederlag, men jeg fortryder det ikke. Jeg lærte noget, og vigtigst af alt ville jeg have fortrudt, hvis jeg aldrig havde prøvet. Det var et af de øjeblikke, hvor jeg kunne høre morfars stemme: “Kom nu, prøv. Hvad er det værste, der kan ske?”
I dag, når jeg overvejer at holde mig tilbage, mærker jeg stadig hans skub i ryggen. For vi lever i en tid, hvor vi helst vil være sikre, inden vi kaster os ud i noget. Men livet skal leves, ikke regnes ud til sidste decimal.
Det er måske den største arv, han har givet mig. At slå slaget, også når bolden ligger dårligt. At glæde sig over banen, selv når den driller. Og at huske, at livet ikke skal gå med at frygte, hvornår det slutter, men med at leve det. Gerne med hat, cigar, et smil og med dejlige mennesker omkring os.
