Især førsteviolinisten havde tydeligvis en fest. En af den slags aftener, hvor man spiller, som om man både elsker sit instrument og sit publikum og helst ikke vil hjem igen.
Men hvis jeg skal være helt ærlig, så var det ikke kun musikken, der tog min opmærksomhed. Det var publikum. Et par rækker fremme sad en herre med det største smil, jeg længe har set. Et bredt, ægte, næsten barnligt grin, som sad fast under hele koncerten. Ikke et høfligt koncertsmil, men et ægte ”jeg er lykkelig lige nu”-smil. Jeg overvejede kort, om man kunne lære det og tage det frem i hverdagen. Gerne til møder.
Ved siden af sad et andet par. Enten med meget stor aldersforskel eller også var det mor og søn. Hun så på ham med en kærlighed, der næsten var højere end musikken. Et blik, der sagde, at uanset hvad livet kaster efter ham, så er der én, der står klar. Det var både smukt og en lille smule rørende.
Foran mig sad endnu et par. I starten tænkte jeg automatisk ægtepar. Hun kiggede flere gange på ham undervejs for lige at tjekke hans reaktion. Lidt som man gør, når man har taget nogen med til noget kulturelt og inderligt håber, at det var en god idé. Men under koncerten ændrede billedet sig. Hun tog mere omsorgsfuldt om ham på en ikke ægtefælle måde. Han fik det varmt. Hun hjalp. Og pludselig lignede hun mere en søster eller en hjælper end en ægtefælle.
Og dér slog det mig, hvor hurtigt vi egentlig dømmer. Hvor hurtigt vi placerer mennesker i kasser og relationer, vi selv har opfundet. Og hvor lidt vi i virkeligheden ved.
Jeg gik hjem med stor musik i ørerne, et smil på læben og en ny erkendelse. At man skal passe på med at dømme for hurtigt. For det ægtepar, man tror man har gennemskuet, kan vise sig at være søskende, hjælper, mor og søn eller noget helt fjerde. Og at kærlighed nogle gange kommer med violin. Andre gange med en ekstra trøje og et vågent blik.
Så næste gang jeg går til koncert, vil jeg selvfølgelig lytte til musikken. Men jeg vil også kigge rundt. For publikum er gratis, uforudsigeligt og til tider mindst lige så underholdende som dem på scenen.
Og helt ærligt. Hvis man både får kultur, livsindsigt og en lille mental påmindelse om at holde sine fordomme i snor, så er det en virkelig vellykket aften. Billetprisen værd. Og lidt til.
