Jeg stod for nylig i køen i Brugsen og kunne ikke lade være med at smile. Foran mig stod en ældre dame med et par plastikposer. Den yngre dame foran hende vendte sig om, løftede pegefingeren og sagde: “Man bør altså tage sine egne poser med. De her er ikke gode for miljøet.”
Den ældre dame smilede venligt og sagde undskyld. Den anden nikkede tilfreds, som om hun lige havde reddet regnskoven.
Jeg kunne næsten høre min mormor grine i himlen. Hun var nemlig bæredygtighed, før nogen fandt på at lave et ord for det.
Hun smed intet ud. Syltetøjsglas blev vasket og brugt til knapper og søm. Tomatdåser blev forvandlet til potter til purløg i vindueskarmen. Og gamle kjoler fik nyt liv som forklæder, grydelapper eller dukkekjoler, alt efter hvordan stoffet rakte.
De få plastikposer hun købte, især dem med julemotiv, blev klippet ud, fugtet bagpå og hængt på køleskabet som pynt. Jeg sværger, de hang der til langt ind i foråret.
Når man har levet gennem krig, knaphed og hårde tider, så lærer man at passe på tingene. Man delte, byttede og hjalp hinanden. Gamle søm blev rettet ud med hammeren, stearinrester blev smeltet sammen til nye lys, og man kunne klare en hel vinter med hjemmestrikkede sokker og en god portion sund fornuft.
Det var dengang, man rullede bilens vinduer op med håndkraft og ikke bare trykkede på en knap. Man skruede på radioen for at finde signalet, og man fandt vej uden GPS, for man kunne bare spørge den kloge kone ved gadekæret. Og det pudsige var, hun vidste det altid.
Jeg savner den tid, hvor sund fornuft ikke kom i kampagneform. Hvor man ikke behøvede et klimaregnskab for at vide, at man ikke smider mad ud, og hvor plastikposer kunne være pynt, hvis bare de havde nisser på.
Så kære ældre generation, tak for at have lært os at få alting til at række, både pengene, maden og tålmodigheden. Det var jer, der viste, at genbrug ikke kræver et mærkat, bare lidt omtanke.
For mormor ville nok have sagt det sådan her: “Barn, man kan ikke redde verden med en mulepose, men man kan starte med at tænke sig om og gemme de stearinrester, de kan altid bruges igen.”
Hvad husker du selv fra dengang? Var det de hjemmestrikkede sokker, syltetøjsglassene på hylden eller de poser med nisser, der gjorde jeres hverdag lidt mere bæredygtig helt uden at vide det?
