Fotograf: Thomas Brosø | Opdateret

Godtfolket udgiver sit tredje album

Næstved-bandet Godtfolket er klar med sit tredje album ”Café Distancen”, der udkommer fredag 22. maj. Udgivelsen markeres med releasekoncert i Næstved Kunstforening.

Først kom ”Godtfolket” i 2022, så kom ”Under din himmel” året efter og nu er Godtfolket klar med det tredje album, som de kalder ”Café Distancen”.

– Det er lidt en metafor for at flygte fra virkeligheden. Og så kan man jo sætte vores musik på og lytte til den. Ligesom at sidde på en café, drikke kaffe og få noget god kage, siger Lasse Kjærulf Andersen med et smil.

Han står bag både musik og tekster, men numrene får først liv, når han sætter sig sammen med sine bandmedlemmer og øver sangene. Og for Lasse Kjærulf er det nærmest som at sætte sig ved familiebordet, for bandet består af brormand Peter Kjærulf Sommer på keyboard, Peters søn Benjamin Sommer på guitar samt de mangeårige venner Jens Ulrik Simonsen, Jacob Brandt Jensen og Lars Lundgaard Jensen på henholdsvis percussion, bas og trommer.

Tidligere var også Lasse Kjærulfs søn, Lauge Kjærulf, med, men han er ”mere end fuldtids” optaget med sit eget band Blæst.

– Bandet betyder helt vildt meget for mig. Det er jo min egen musik, og jeg er så heldig at have gode venner og familie, der gider at spille med mig. Det er fedt. Jeg er meget taknemmelig, siger Lasse Kjærulf Andersen, som mange også kender som frontfigur i Pink Floyd Project. 

Godtfolket fra venstre Jens Ulrik Simonsen, Lasse Kjærulf Andersen, Jacob Brandt Jensen, Peter Kjærulf Sommer, Benjamin Sommer og Lasse Lundgaard Jensen. Foto: Presse

Godtfolket fra venstre Jens Ulrik Simonsen, Lasse Kjærulf Andersen, Jacob Brandt Jensen, Peter Kjærulf Sommer, Benjamin Sommer og Lars Lundgaard Jensen. Foto: Thomas Brosø

Men med Godtfolket er det hans egne fortællinger og melodier, der fylder scenen. Det lokale Næstved-band blev dannet i kølvandet på coronatiden, hvor Lasse Kjærulf havde tid og ro til at færdiggøre alle de sange, der længe havde ligget i skuffen.

Café Distancen bliver fejret med releaseparty i Næstved Kunstforenings sal på Kirkepladsen – den tidligere koncertsal fra musikskolen, hvor Lasse Kjærulf Andersen selv har tilbragt en stor del af sit arbejdsliv.

– Vi spiller et sæt med de fleste af sangene fra albummet, og håber, at der er mange, der vil dukke op og fejre det med os, siger han, der allerede har fået en lovende start med albummet – således er bandets seneste single, ”Hvis du vil”, kommet i rotation på DR P5.

Coverillustrationen til ”Café Distancen” er tegnet af bassisten Jacob Brandt Jensens søn, Svend Brandt Jensen.

Coverillustrationen til ”Café Distancen” er tegnet af bassisten Jacob Brandt Jensens søn, Svend Brandt Jensen.

 

GODTFOLKET

Releasekoncert i Næstved Kunstforening på Skt. Peders Kirkeplads fredag 22. maj kl. 20.