Da Tobias Ebbesen gik på handelsskolen, havde han allerede besluttet sig for, at han ville bygge noget selv. Han startede sin egen lille marketingvirksomhed og kastede sig over LinkedIn-annoncer for sin første kunde. Resultaterne var måske ikke prangende, men erfaringen blev vigtig.
- Det gik nok, som man kunne forvente af en 17-årig. Det var ikke særlig effektivt, siger Tobias Ebbesen med et smil.
Drømmen om at skabe noget voksede dog videre. Derfor lyttede han ekstra godt efter, da Kasper Bladt-Laursen og Oliver Christopher Hansen fra Vokseværket holdt oplæg ved et arrangement hos Næstved Erhverv.
Historien om deres iværksætterrejse og succesen med Citatplakat ramte noget hos den unge handelsskoleelev.
Artiklen fortsætter under billedet...
Tobias Ebbesen (t.v.) er nu en del af trekløveret i Vokseværket sammen med Kasper Bladt-Laursen og Oliver Christopher Hansen (th). Foto: Willmedia
- Jeg så lidt mig selv på samme rejse, bare nogle år yngre end dem. Jeg gik hen og stillede dem nogle spørgsmål bagefter, og det endte med, at Kasper inviterede mig ned på kontoret, fortæller Tobias Ebbesen.
Det møde blev starten på et samarbejde, som nu har taget et nyt skridt.
Fra medarbejder til medejer
Pr. 1. juni er den 20-årige Tobias Ebbesen blevet medejer af det Bladt-Laursens og Hansens digitale marketingbureau, Vokseværket, som har base i Skt. Mortens Gade i Næstved.
Han har været en del af virksomheden siden de tidlige år og får nu også et større ansvar for bureauets udvikling. Særligt skal han arbejde med struktur, drift og udvikling af interne processer.
- Efter tre år i Vokseværket er jeg godt klædt på til at stå i spidsen for den næste del af vores vækst og realisere de projekter, vi har på tegnebrættet, siger Tobias Ebbesen, som sammen med sine partnere dækker kommerciel strategi, kreativt grafisk design og struktureret drift for deres kunder.
Når kontoret bliver skiftet ud med cockpittet
Selv om hverdagen i dag handler om digital markedsføring, hjemmesider, brandidentitet og konvertingsoptimering til annoncering på sociale medier, finder Tobias Ebbesen afkobling et helt andet sted - flere hundrede meter over jorden.
Hans store fritidsinteresse er nemlig svæveflyvning.
Interessen begyndte allerede som 14-15-årig, hvor fascinationen af fly først udfoldede sig foran computerskærmen.
- Jeg spillede flyspil online, men ville gerne prøve det i virkeligheden, fortæller han.
Han blev medlem af Østsjællands Flyveklub, hvor han lærte at flyve svævefly. I sporten kan man begynde som 14-årig, og som 16-årig må man flyve alene. Men engagementet stopper ikke ved flyvningen alene. Tobias Ebbesen har også været med til at starte en landsdækkende forening for unge svæveflyvere mellem 14 og 28 år.
Klar til næste kapitel
For Vokseværket markerer det nye medejerskab begyndelsen på næste vækstfase.
Bureauet investerer i nye systemer, arbejdsgange og processer med ambitionen om både at styrke kundeoplevelsen og skabe fundamentet for yderligere vækst. Både hos deres eksisterende kunder, som tæller webshops, håndværkere, detailbutikker og iværksættere, og til nye kunder.
For Tobias Ebbesen er det samtidig en foreløbig kulmination på en rejse, der begyndte med en ung iværksætters nysgerrighed ved et erhvervsarrangement i Næstved.
Vokseværket er et digitalt marketingbureau, der holder til i Skt. Mortens Gade, hvor der dagen lang snakkes om digitale løsninger. Foto: Willmedia
