På fjerde sal af Næstved Sygehus, lungemedicinsk, møder vi en mand, der gennem et halvt århundrede har forenet teknik, menneskelighed og jordbunden faglighed.
Det var egentlig sønnens fødselsdag, der fik ham til at indse, at de mange år var gået.
– Jeg sagde til kollegerne: “Min søn blev født 8. april 1975 og er blevet 50 år – kæft, hvor er jeg gammel.” Og så var der en, der sagde: “Så må du jo også have været læge i 50 år.” Det havde jeg slet ikke tænkt over, siger Asbjørn Høegholm og smiler.
Han læste til eksamen i København med sønnen på det ene lår, bogen på det andet og piben i hånden. Han tog eksamen i juni 1975 – et år, hvor Danmark havde et massivt lægeoverskud. Jobs var svære at finde.
– Jeg sendte over 100 ansøgninger. Fik 20 afslag, og resten svarede ikke, siger han.
Et kort vikariat på børneafdelingen i Hillerød blev forlænget med to måneder, men det stod hurtigt klart, at fremtiden måtte findes et andet sted.
– Jeg var interesseret i intern medicin, derunder hører lungemedicin, men der var ikke plads til nye læger. Så jeg tænkte: Jeg skal have min basisuddannelse og tager til Sverige, fortæller Høegholm, der bestemt ikke var den eneste med den tanke.
Artiklen fortsætter under billedet...
I midten af 1970’erne arbejdede flere hundrede danske læger i Sverige, hvor der var brug for hænder. Høegholm sendte tre ansøgninger af sted – og fik svar på alle tre.
– En overlæge fra det ”vindende” sted ringede direkte og sagde: “Du måste komma!” Det gjorde jeg så, siger han.
De svenske år
Det blev begyndelsen på et afgørende kapitel. Det var et lille sygehus i Falköping, der svarede til det gamle Faxe Sygehus. Et sted, der manglede læger, og som han i dag beskriver som “dér hvor kragerne vender.”
– Det var meget anderledes. Men jeg fik min basisuddannelse dér. Det hed ‘allmän tjänstgöring’ – den svenske version af turnus, hvor man lærer at stå på egne ben, og det man kalder B-autorisation, fortæller han, der hen af vejen blev glad for Sverige – og for svenskerne.
– Jeg kunne godt lide deres måde at være på. De var rolige, ordentlige og professionelle. Og landet var smukt.
Senere flyttede familien til Lund, hvor han fik sin speciallægeuddannelse på universitetshospitalet og blev intern mediciner. Han var glad for skåningerne, som ifølge Høegholm havde “humor og hjerte.”
Men så kom landskampen i Göteborg, hvor Danmark vandt over Sverige.
– Min søn, som var otte år og gik i svensk skole og kunne både perfekt dansk og svensk, råbte: ‘For fanden, lortedanskere!’ – så vidste jeg, vi måtte hjem, siger Asbjørn Høegholm med et grin.
Et nyt kapitel i Næstved
I marts 1983 flyttede familien til Sydsjællands hovedstad, og den oprindelige thybo fik arbejde på Næstved Sygehus. Han husker stadig følelsen, da han første gang trådte ind i højhuset – dengang Centralsygehuset - som 1. reservelæge.
– Jeg tænkte, her kan jeg godt være. Det var et godt miljø og gode mennesker, siger Høegholm.
I de første år var der kun tre overlæger til at dække hele medicinsk afdeling – for omkring 160.000 borgere. I dag er der 420.000 mennesker i den sydlige region, som afdelingen har cancer-udredning for.
– Vi var få, men holdet var stærkt. De tre overlæger – Steen Madsen, Frede Juhl og Per Christiansen – var rigtige guruer. Jeg lærte enormt meget af dem, erindrer Asbjørn Høegholm.
Han var i forvejen speciallæge i intern medicin – et bredt speciale, som dengang dækkede alt fra sukkersyge til hjerte og lunger. Han blev vagtbærende overlæge i 1991 og i begyndelsen af 90’erne begyndte han også at specialisere sig i lungemedicin.
– Lungekræft blev tidligere udredt af øre-næse-hals-læger, fordi de havde apparaterne. Men vi mente, at det hørte hjemme hos lungelægerne, fortæller han.
Hans chef, Frede Juhl, sendte ham derfor til Bispebjerg Hospital i to et halvt år for at lære den nyeste teknik på den førende lungeafdeling. Han kommer tilbage i 1995 og i 2001 bliver han specialeansvarlig for lungemedicin, der dengang lå på 14. etage.
Teknikken fascinerer ham stadig
I dag, 50 år efter lægeeksamen, står han trods to kunstige knæ stadig skarpt i blå polo-shirt, hvide bukser og hvid vest på Lungeafdelingen. Men han får også rørt sig på cyklen fra hjemmet i Dyves Bro og sin 70 års gave fra medarbejderne, som var et løbehjul, der står og shiner på afdelingen.
– Jeg synes, det her er et drømmejob. At hjælpe meget syge mennesker er en æressag, der er et rigtig godt personale, cancer-udredningen og teknikken fascinerer mig stadig, siger han og nikker mod bronkoskopirummet, hvor afdelingen udreder lungekræft.
Han har set udviklingen på tæt hold – fra simple kikkerter til avancerede apparater med ultralyd og billedstyring.
– Da ultralyd kom på bronkoskopet i midten af 00’erne, var det et kæmpe skridt. Pludselig kunne vi se igennem væggen i luftvejene og tage prøver med ekstrem præcision, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet...
I dag hører Næstveds afdeling til blandt landets mest stabile på området.
– Vi ligger fast i den bedre halvdel i Dansk Lungecancergruppe. Det er jeg stolt af – for det handler om kvalitet, og det handler om mennesker.
Fra pibe til røgfri elevatorer
Når man taler med Asbjørn Høegholm, får man også et stykke Danmarkshistorie.
– Jeg røg selv, da jeg var ung. Jeg havde pibe i munden, når jeg gik rundt på afdelingen i Sverige. Ingen tænkte over det. Men her var der rygestue på lungeafdelingen, og KOL-patienterne kom med deres dropstativer og røg. På fødeafdelingen sad familierne og røg i elevatorer med deres nyfødte. I dag virker det helt vanvittigt. Men sådan var tiden. Vi vidste godt, at tobakken var farlig – vi valgte bare at se bort fra det, siger han med en hovedrysten.
Over 90 procent af al lungekræft skyldes i dag stadig tobak. Det er stadig en rygersygdom.
50 år og stadig på arbejde
Han kunne have trukket sig for flere år siden. Men i dag, som 76-årig, arbejder Asbjørn Høegholm fortsat tre dage om ugen – 24 timer i alt.
– Jeg kan godt mærke, jeg er blevet ældre, men jeg har stadig noget at bidrage med. Det passer mig fint at være her tre dage om ugen – jeg kan gøre nytte, uden at brænde ud. Jeg har aldrig haft ambitioner om at være chef. Jeg er ikke ledertypen. Jeg er specialist i at blive ledet og jeg er en sjakbajs. Jeg arbejder sammen med kollegerne, og vi får produktionen til at køre – ligesom på et godt værksted, siger han og taler varmt om det fællesskab, der har præget Næstveds Lungeafdeling.
– Uden teamarbejde, ingenting. Alle er uundværlige – fra rengøringspersonalet til sygeplejerskerne og lægerne. Vores overlæge for afdelingen, Uffe Bødtger, er endda professor i lungemedicin, men også en ”praktisk gris” som mig, siger han med et smil.
En lokal læge – og et liv i balance
Asbjørn Høegholm beskriver sig selv som “thybo af rødder, Nørrebro-dreng af ungdom – og næstvedgenser af hjertet.” Det sidste er ikke svært at forstå. For nævner man lunger, Næstved og hospitalsgangen på fjerde sal, dukker hans navn uundgåeligt op.
Når han ser tilbage, er der ingen store fortrydelser.
– Jeg har haft et super arbejdsliv. Jeg har været dér, hvor jeg skulle være, og arbejdet med det, jeg brænder for. Kernen for mig har altid været patienterne. Jeg kan godt lide kontakten med de meget syge. Det kræver nærvær, og det skylder man dem, konstaterer han.
Artiklen fortsætter under billedet...
På fjerde sal på Næstved Sygehus står døren til bronkoskopien på klem. En ny patient venter. Et nyt puslespil skal samles. Asbjørn Høegholm trækker den hvide vest tættere om sig og tager et sidste blik på skærmen.
– Teknikken fascinerer mig stadig og - selv om det lyder bizart - spændingen med en ny patient. Det er som en rebus, hvordan løser vi den. Det er måske en pervers glæde at se et diagnostisk problem og prøve at løse det, siger han og smiler med det erfarne blik, man kun får efter 50 år i samme fag.
