Lad os starte med udgangspunktet: Arealet foran kommunens administrationsbygning i Rådmandshaven er i dag en stor parkeringsplads uden natur, byliv eller kvalitet. Det er et centralt byområde, der i dag bidrager med stort set ingenting til hverken byens identitet, liv eller økonomi. Projektet handler om at forvandle dette uudnyttede areal til et levende bykvarter med grøn park, boliger, hotel og aktiviteter – noget, der giver reel værdi for hele Næstved.
Parken er selve hjertet i projektet. Den bliver ikke bare et grønt åndehul, men et samlende byrum, der forbinder bymidten, Herlufsholmskoven og Susåen, skaber nye mødesteder og giver borgerne direkte adgang til naturen midt i byen. Hvor der i dag er asfalt og biler, får vi et grønt samlingspunkt, der styrker både livskvaliteten, byens identitet og ejendomsværdierne i området.
At vi foreslår byggeri i højden, er ikke et udtryk for ligegyldighed over for byens historie – det er en forudsætning for, at projektet overhovedet kan realiseres. Uden en vis bygningshøjde kan vi ikke skabe den kritiske masse af boliger, der er nødvendig for at finansiere park, grønne byrum og fælles funktioner. Højden er ikke et mål i sig selv, men et redskab til at skabe kvalitet, helhed og reel udvikling.
Samtidig løser projektet en vigtig udfordring: behovet for boligrotation. Næstved har brug for nye og varierede boliger, så borgere kan flytte til og inden for byen i takt med deres livssituation – fra studiebolig til familiebolig til seniorbolig – uden at flytte væk. Uden nye boliger går rotationshastigheden ned, og vi mister både borgere, arbejdskraft og vækst. Det vil projektet ændre på.
Indlægget fortsætter under billedet...

Hotellet er ligeledes en strategisk investering i Næstveds fremtid. Det handler ikke kun om værelser – det handler om at tiltrække turister, erhvervsrejsende, konferencer og arrangementer, som genererer omsætning i butikker, restauranter, caféer og kulturinstitutioner. Et moderne hotel midt i byen vil skabe arbejdspladser både under og efter byggeriet, og det vil styrke byens brand og konkurrenceevne i forhold til nabobyerne. Hotellet bliver samtidig et arkitektonisk pejlemærke og frigør plads i terrænet til grønne områder og opholdsrum for alle.
Det er vigtigt at understrege, at alt i processen er foregået i fuld overensstemmelse med gældende lovgivning og praksis. Alle aftaler følger reglerne for udviklingsaftaler, byudvikling m.m. Prissætningen af grundkøbet er foretaget af uafhængige valuarer, og hvis projektet senere får mulighed for at udnytte yderligere byggeretter eller kvadratmeter, udløser det automatisk en ekstra betaling. Økonomien er både gennemsigtig og ansvarligt håndteret.
Når nogen foreslår alternative placeringer som havnen eller Holsted, er det nødvendigt at kende fakta: Disse arealer er privatejede, og ejerne ønsker ikke at udvikle dem til det formål. Derfor er Rådmandshaven det eneste sted, hvor et projekt af denne karakter faktisk kan realiseres – med boliger, hotel og park i direkte forbindelse med byens hjerte.
Denne konklusion bygger ikke blot på antagelser eller interne vurderinger, men på en række grundige analyser, faglige vurderinger og markedsundersøgelser udarbejdet af uafhængige rådgivere, eksterne eksperter og specialiserede konsulentvirksomheder med stor erfaring inden for byudvikling, ejendomsmarked, mobilitet og bæredygtighed. Disse analyser dokumenterer entydigt, at netop
Rådmandshaven har de nødvendige forudsætninger – både fysisk, bystrategisk og økonomisk – for at skabe et projekt af den skala og kompleksitet, som Næstved har brug for.
Og så skal vi også turde tale om historien: Meget lidt af den oprindelige middelalderstruktur eksisterer i dag, og byen har – som alle andre – udviklet sig lag på lag gennem århundreder. Bagsiden af midtbyen, der vender ud mod Rådmandshaven, er et tydeligt eksempel på dette. Her fremstår bebyggelsen med en meget varieret arkitektur uden nævneværdig sammenhæng, struktur eller historisk reference. Facaderne fremstår som enkeltstående bygningselementer snarere end en samlet helhed, og de arkitektoniske udtryk varierer markant i både stil, materialevalg og proportioner.
Denne manglende sammenhæng bliver særligt tydelig, når området betragtes fra parkeringspladsen, hvor man oplever en usammenhængende og fragmenteret bagside, der ikke formår at understøtte hverken byens historiske identitet eller skabe en harmonisk overgang mellem midtbyen og det omkringliggende byrum. At bygge i dag er ikke at slette historien – det er at skrive det næste kapitel i den.
Der er selvfølgelig plads til debat om arkitektur, højde og udtryk – og det er sundt. Men debatten bør bygge på fakta og helhed. Alternativet til udvikling i Rådmandshaven er ikke en romantisk middelalderby – det er en asfalteret parkeringsplads. Med projektet får Næstved noget langt bedre: en ny bypark, nye boliger, et moderne hotel, nye arbejdspladser, øget lokal omsætning – og en stærkere byøkonomi for fremtiden. Med vores mangeårige interesse for byen – siden starten af 1960’erne – er vi endnu en gang villige og parate til at investere mere end DKK 550 mio. i den fortsatte udvikling af Næstved by og kommunen som helhed. Må jeg afslutningsvis opfordre alle til at følge projektets udvikling på: www.rådmandshaven.dk
…og samtidig opfordre til, at fremtidens debat tager udgangspunkt i oplyste fakta – og ikke ”fake news”…
De bedste hilsner til alle
Nicolai Hartmann – CEO, Udviklingsselskabet Rådmandshaven
Debatindlæg på naestved.nu udtrykker alene afsenderens holdning og ikke mediets holdning.
Du er også meget velkommen til at sende debatindlæg ind til os på red@naestved.nu