Torsdag 16. april er godt nok Dronning Margrethes fødselsdag. Men i Næstved blev dagen overstrålet af Nicolaj Lund Jensens farvel til byen og cityforeningen.
Efter tre år som citychef skifter han nemlig pr. 1. maj til Business Faxe, hvor han skal være chefkonsulent, og det er et skifte, mange i Næstved er kede af.
- Vi er pissekede af, du rejser. Den forskel, du har gjort, har været stor og tydelig, sagde en bevæget erhvervsdirektør, Rasmus Holst-Sørensen, der måtte holde ”kunstpauser” i sin tale for at samle sig.
Det samme var cityforeningens formand og byrådsmedlem, Nino Rizzato, der startede som formand nogenlunde samtidig med, at Nicolaj Lund Jensen blev ansat som citychef.
Artiklen fortsætter under billedet...
Nicolaj Lund Jensen fik en rørende afsked med Næstved, da han torsdag holdt afskedsreception. Foto: Emma Winther
- Nu skal jeg passe på ikke at begynde at græde. Men sammen med dit team har du løftet Næstved city til et helt nyt niveau. Jeg ved, du ikke vil sættes op på en piedestal, men jeg kender ingen, der er så stålsat og har så stor tro på egne idéer som dig, lød det fra Nino Rizzato, der skal ”løfte arven” sammen med cityforeningens nye aktivitets- og markedsføringschef, Laura Christophersen og det øvrige team.
Næstveds borgmester, Kenneth Sørensen, kom også med rosende ord, og Nicolaj Lund Jensen selv havde også svært ved at holde tårerne væk.
Artiklen fortsætter under billedet...
Byrådsmedlemmer, citymedlemmer og mange andre var mødt frem for at sige farvel til Nicolaj Lund Jensen. Foto: John Ringstrøm
- Folk, der kender mig, ville kunne se, at min underlæbe dirrede. Jeg kommer til at savne alle de fantastiske mennesker her og alle dem, jeg møder på mine daglige gåture i byen, sagde den afgående citychef, der har en enkelt opgave tilbage for Næstved, inden han skal holde lidt ferie.
Fredag skal han tale på en konference i Fredericia om fremtidens bymidte, og netop hans arbejde med den sydsjællandske hovedstad har skabt stor taknemmelighed og beundring hos erhvervsdirektøren.
- Du har ændret måden, vi ser bymidten på. Du har inkorporeret et nyt paradigme, som gør, at hele landet kigger på os. Vi er ændret fra en handelsby til en oplevelsesby, og det har du bidraget stort til. Næstved er blevet til et vindersted, og det skyldes ikke mindst dig, sagde Rasmus Holst-Sørensen i sin tale til Lund Jensen.
- Ja, du kan nok godt regne ud, at jeg synes, du har været en ok citychef, lød det skælvende fra Holst-Sørensen, inden han supplerede sig selv.
- Du er nu mest af alt bare en fin fyr og god ven, konstaterede han til stor begejstring for de mange besøgende.
Dansk Rakkerpaks Niels Grønne gav Jensen en krammer og gæsterne et godt grin. Foto: John Ringstrøm