Fem tomme butikslokaler i Næstveds indre by er nu udsmykket med folierede motiver af en rytterstatue i fuld størrelse – inspireret af Danmarks mindste rytterstatue på Hjultorv.
Den originale statue måler blot 42 centimeter og forestiller Peder Bodilsen, der i 1135 var med til at grundlægge Næstved ved at skænke jord til Skovklosteret, i dag kendt som Herlufsholm. Med det nye projekt er figuren blevet genskabt i naturlig størrelse og placeret i byens gadebillede, hvor hestene visuelt “bevæger sig” mod Hjultorv.
Artiklen fortsætter under billedet...
Den ægte rytterstatue af Peder Bodil troner på Hjultorv. Foto: John Ringstrøm
Bag projektet står den lokale kunstner Christel Witthøft, som har udviklet konceptet og udført udsmykningen. Formålet er både at formidle en central del af byens historie og samtidig skabe et mere levende og indbydende bymiljø.
Initiativet er en del af en bredere indsats for at aktivere tomme lejemål i bymidten. Ifølge den snart afgående citychef, Nicolaj Lund Jensen, har arbejdet med foliering af tomme lokaler haft en mærkbar effekt. Siden indsatsen begyndte i 2023, er alle lokaler, der har været udsmykket, efterfølgende blevet udlejet.
Artiklen fortsætter under billedet...
Går du en tur ned af Torvestræde, møder du blandt andet denne udsmykning.
Foto: John Ringstrøm
Samtidig peger tal på en generel positiv udvikling i bymidten. Der er siden 2023 kommet netto 46 nye forretninger til, og det årlige kundeflow er steget til 5,6 millioner besøgende – en fremgang på 225.000.
Projektet er blandt andet realiseret med opbakning fra Nykredit Spar Nord, hvor direktør Christina Birk Batsberg har bidraget til at føre idéen ud i livet.
Planen er nu at udvide konceptet, så flere tomme lokaler kan indgå i lignende udsmykninger, blandt andet gennem sponsorater. Målet er at gøre midlertidig tomgang til en aktiv del af byens fortælling frem for et visuelt tomrum.
Artiklen fortsætter under billedet...
Ved siden af Restaurant Hans stejler Peder Bodils hest foran andre vilde heste.
Foto: John Ringstrøm
- Det handler ikke kun om at gemme noget væk, men om at skabe noget, der overrasker, siger citychefen.
Med kombinationen af kunst, historiefortælling og erhvervsudvikling håber man at fastholde den positive udvikling og fortsat styrke bylivet i Næstved. Og hvem ved… måske får de fem tomme lejemål, der blandt andet ligger i Ringstedgade, Kindhestegade, Torvestræde og Hjultorv, også snart nye lejere.
Kunstner Christel Witthøft, der også har stået for udsmykningen af Næstveds Erhvervshus
på Farimagsvej, har stået for kunsten i bymidten. Foto: Privat
