Fotograf: Presse | Opdateret

Outdoor Dag vender tilbage til bymidten

Lørdag 11. april omdannes Jernbanegade til et aktivt byrum med fokus på friluftsliv, bevægelse og fællesskab, når Outdoor Dag igen løber af stablen.

Efter et velbesøgt arrangement sidste år inviterer Næstved City igen borgere og besøgende til Outdoor Dag i midtbyen. På lørdag 11. april fra kl. 10 til 14 danner Jernbanegade og Sct. Mortens Gade rammen om en dag med aktiviteter og oplevelser med afsæt i udeliv og bevægelse.

Formålet med dagen er at synliggøre de lokale muligheder for et aktivt friluftsliv og inspirere både børn, unge og voksne til at bruge naturen mere i hverdagen. Arrangementet samler en række lokale aktører inden for outdoor- og fritidsområdet.

Blandt deltagerne er Dansk Polarhunde Klub, Dokken Crossfit Næstved og Paatur ved friluftsmennesket Mads Paarup, ligesom flere øvrige aktører forventes at deltage. Derudover medvirker blandt andre Slusehuset, Visit Sydsjælland & Møn, Red Barnets lokalforening og INDIVID Club.

Programmet spænder bredt og byder på aktiviteter for hele familien. Gæster kan blandt andet bage fladbrød og snobrød over bål, deltage i et postløb i byen, møde polarhunde, prøve crossfit-træning og høre om kanoture på Susåen. Der vil også være kreative workshops, herunder mulighed for at male sin egen emaljekop og prøve graffiti.

Arrangementet er gratis at deltage i, med enkelte betalingsaktiviteter, og arrangørerne lægger op til en dag med både læring, bevægelse og fællesskab i byens rum.

Mads Paarup, som laver dagsture og firmaoplevelser udendørs med sit firma Paatur, er med på outdoor-dagen. Foto: Presse

Mads Paarup, som blandt andet laver dagsture og firmaoplevelser udendørs med sit firma Paatur, er med på outdoor-dagen. Foto: Presse

 
Relaterede links