Udviklingshæmmede, borgere med autisme, psykiske og fysiske handicaps kæmper i forvejen med udfordringer, som de fleste af os slet ikke ser. Når de så mødes af et samfund, der kræver energi, overskud og dokumentation for at få hjælp, bliver det ofte næsten en umulig opgave. De mennesker, der har mindst at give af, skal yde mest.
Serviceloven rummer faktisk muligheder for støtte. Efter § 82 og 85 har kommunen en særlig pligt til at hjælpe personer med betydeligt nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan varetage egne interesser – også selvom de ikke selv beder om hjælp. Kommunen skal tilbyde hjælp, omsorg og støtte til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Men i praksis oplever mange, at hjælpen bliver gjort midlertidig og usikker. Når en borger får det lidt bedre, fjernes støtten – og ved næste tilbagefald skal hele ansøgningen begynde forfra. Det står ikke i loven, men er i nogle tilfælde kommunal praksis. Resultatet er, at mennesker, som burde have tryghed, i stedet lever i uvished.
Når en borger møder systemet, burde det ikke føles som at starte forfra hver gang. En løsning kunne være, en tværfaglig sagsbehandler – en person, der tager borgeren i hånden og ikke slipper, før sagen er afgjort, og visitationen er på plads. Denne person skal have både kompetencer og tid til at sætte sig ind i den enkelte borgers udfordringer og diagnoser, så der er reel indsigt i, hvad der skal til for at yde den nødvendige støtte. Det handler ikke bare om at administrere, men om at forstå.
Budgetforliget for 2026 tilfører en ganske pæn sum til handicap- og psykiatriområdet. Det lyder godt, men op mod halvdelen går blot til alm. prisstigninger. Resten er et løft – ja – men formentligt langt fra nok til at rette op på tingene. Efter mange års manglende bevillinger og vilje kan konsekvenserne nu mærkes af de mennesker, der ikke selv kan råbe op.
Derfor skal vi politisk turde sige det klart: Der er brug for et reelt paradigmeskifte. Fra kortsigtet brandslukning til langsigtet ansvar. Det kræver bevillinger til et trængende område og at lukke udvalg, med forringet fokus som resultat, er ikke en mulighed – men det kræver i første omgang vilje.
Når byrådet prioriterer, skal de folkevalgte turde vælge menneskeligheden over bekvemmeligheden. Det er ikke de udsatte borgere, der skal tilpasse sig systemet – det er systemet, der skal tilpasses dem.
For et samfund måles ikke på, hvordan det behandler de stærkeste – men på hvordan det passer på dem, der har allermest brug for det.
Jesper Ravnsbjerg, byrådskandidat for Socialdemokratiet i Næstved Kommune.
