Der tales om faglighed, trivsel, lærere, pædagoger og reformer. Hvor mange voksne i klassen, og hvor mange elever der skal være i hver klasse.
Men midt i alle ordene mangler der for mig noget helt centralt i fortællingen om børns hverdag: SFO’en.
For hvad sker der egentlig med inklusionen og børn med særlige behov, når skoledagen slutter? Hvor blev fritiden af, fritidspædagogikken i SFO og klubberne…
Rundt omkring i landet går mange børn i specialklasser eller i skærmede tilbud i skoletiden. Det er børn med diagnoser, børn med massive udfordringer, og børn som netop har brug for struktur, ro og tydelige voksne. Derfor er de visiteret til et tilbud med færre elever og ofte to voksne i klassen.
Men så ringer klokken. Og pludselig sker der noget mærkeligt.
Det barn, der klokken 13.55 havde brug for et specialiseret skoletilbud, er klokken 14.00 tilsyneladende blevet et helt almindeligt barn uden særlige behov. I hvert fald hvis man kigger på de ressourcer, der følger med over i SFO’en.
Her står pædagoger ofte med store børnegrupper – og med børn, der fortsat har de samme diagnoser, de samme udfordringer og de samme behov som i skoletiden. Forskellen er bare, at støtten ofte ikke følger med.
Det er et paradoks. For børn holder jo ikke op med at have autisme, ADHD eller socioemotionelle vanskeligheder, bare fordi skoledagen slutter. Behovet for støtte, relationer, struktur og nærvær stopper ikke ved klokken 14.
Alligevel er det præcis sådan vores system er indrettet mange steder.
Vi taler meget om inklusion i Danmark. Men hvis vi mener det alvorligt, så kan vi ikke kun tale om det i undervisningstiden. Børns liv hænger sammen. Deres dag hænger sammen. Og deres behov hænger sammen.
SFO’en er ikke bare opbevaring efter skole. Det er et pædagogisk rum, hvor børn udvikler sociale kompetencer, relationer og fællesskaber. Netop derfor er fritidspædagogikken afgørende – måske især for de børn, der har det sværest.
Derfor er det også rimeligt at spørge politikerne: Hvor blev SFO’en af i debatten om folkeskolen? Hvor blev fritidspædagogikken af? Hvad med normeringen, rammerne, vilkårene for børnene i SFO og klubben? Og hvor blev børnene med de særlige behov af, når klokken ringer ud?
Hvis vi virkelig vil skabe en folkeskole for alle, så kræver det, at vi begynder at tænke hele barnets dag – ikke kun den del, der foregår i klasselokalet.
For inklusion stopper ikke, når skoledagen gør.
Joakim Rex Blankschøn (A),
byrådsmedlem i Næstved Kommune
