Tove Ditlevsen skrev i 1973:
"Mit hjerte elsker alle de umuligste børn, de som ingen holder af og ingen kan forstå."
Og ordene rammer stadig hårdt. For vi er stadig tilbøjelige til at elske dem, der er nemme at holde af – dem der passer ind, gør hvad de får besked på og ser pæne ud på skolehjemsamtaler. Men hvad med de andre børn? Dem, der larmer, lyver, stjæler, råber – og beder om hjælp i det skjulte? Ser vi dem – for alvor?
I stedet for at forme børn med "hækkeklippesaks", som Ditlevsen så rammende skriver, må vi turde møde dem på deres egne præmisser. Mennesker formes ikke kun af pæne rammer, men også af svære erfaringer. Og nogle af de stærkeste, smukkeste blomster vokser vildt – i modstand, i uro.
Det kræver mod og tålmodighed at forstå et barn, der ikke kan finde ro. Men det er netop dér, vores opgave som voksne ligger: Ikke i at tilrette dem, men i at tåle dem, rumme dem og give dem den tryghed, de mangler.
For det barn, der “bryder løfter” eller “stjæler”, er måske ikke uartigt. Det er måske bare ikke blevet mødt endnu. Skal vi skabe reel trivsel, så skal der være ordentlige rammer, normeringer og faglighed.
Så skal vi se børnene der, der hvor de er. Ikke hvor vi synes, de burde være.
Vi skylder børn at se dem – alle børn – med åbne øjne og åbent hjerte. Ikke for at rette dem til, men for at forstå dem. For bag hvert såkaldt "umuligt" barn gemmer der sig en historie, et håb og et menneske, der fortjener at blive mødt – ikke målt og vejet.
Det burde være vores udgangspunkt. Ikke kun i dagtilbud, SFO eller i skolen, men i hele samfundet.
Joakim Rex Blankschøn, kandidat til byrådet for Socialdemokratiet i Næstved Kommune
