Ikke nødvendigvis det, der er mest spændende, mest populært eller hvor der er dessertbuffet i tre lag, men det første ja.
Lyder simpelt, ikke? Men i dag er det åbenbart blevet en udfordring på niveau med at huske sin pinkode på job efter sommerferien.
Vi lever nemlig i FOMO-tiden. Fear Of Missing Out. Frygten for at gå glip af noget. Og den har sneget sig ind hos de fleste af os.
Den viser sig, når man ser billeder fra en fest, en middag eller et arrangement, hvor man selv svarede “måske”. Så sidder man der i joggingbukser med en kop te og tænker, at man måske alligevel skulle være taget afsted.
Jeg forstår det faktisk godt. Vi bliver bombarderet med muligheder, og ingen vil være den, der gik glip af noget. Men mens vi venter på det perfekte arrangement, går vi ofte glip af det vigtigste: Grinene, snakken og de små øjeblikke, hvor man er sammen med andre mennesker.
Jeg talte for nylig med en ung bekendt, der sagde:
“Jeg siger aldrig endeligt ja, for man ved jo aldrig, om der dukker noget federe op.”
Jeg smilede og svarede:
“Nej, men du ved heller aldrig, hvad du går glip af, når du bliver hjemme og ser på andres stories.”
For Søren Pind-reglen handler ikke om regler for reglernes skyld. Den handler om respekt og om at stå ved sit ord. Om at være det menneske, der faktisk dukker op, også når det ikke er den mest glamourøse invitation i bunken.
Jeg indrømmer gerne, at jeg også har kigget i kalenderen og tænkt: Middag med XX eller koncert med YY? Men så kommer jeg i tanke om reglen. Det første ja vinder. Og det er faktisk ret befriende.
For når man først har sagt ja, slipper man for at spekulere, sammenligne og stresse over, hvad man måske går glip af. Man kan bare glæde sig og være til stede dér, hvor man er.
Måske burde vi genindføre Søren Pind-reglen. Ikke for Søren Pinds skyld, men for vores egen.
For i en tid, hvor alle frygter at gå glip af noget, kunne vi måske have bedre af at være bange for det modsatte:
At gå glip af nærværet.
