Emerson har netop modtaget Næstved Erhvervspris 2025, og torsdag modtog virksomheden så også besøg fra Det Konservative Folkepartis top både på landsplan og lokalt.
Partiets politiske leder Mona Juul, der overtog posten i april 2024 efter Søren Pape Poulsens alt for tidlige død, er på landsturné for at støtte sine partifæller, der kandiderer til diverse byråd i Danmark.
Og som bekendt er det i Næstved personificeret ved spidskandidat Rune Kristensen, der ovenikøbet går benhårdt efter borgmesterposten. Det var på hans opfordring, at partiformanden skulle en tur til den sydsjællandske hovedstad og Emerson.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Jeg har 82 besøg under de her tre uger i valgkampen, og jeg er i den fase, hvor jeg nærmest ikke kan huske, hvilken by jeg er i, siger Mona Juul med et grin, men bliver lidt mere seriøs, når snakken falder på Rune Kristensens valgkamp.
- Jeg kan ikke hjælpe med så meget lokalt. Det er Runes arbejde, der skal belønnes, og ham, der skal fortælle om sine resultater. Men jeg kan forhåbentlig være med til at skabe lidt opmærksomhed og synlighed, og jeg vil også bare rigtig gerne rundt. Jeg har ikke bedt om så få møder som muligt. Jeg har bedt om, at der er fuld hammer på, for jeg er ”spillende træner” og bakker op, og så kan jeg godt lide at vinde, pointerer Mona Juul.
En tur i de hellige haller
Hun er imponeret over, hvor stor og vigtig en virksomhed Emerson er. Det er ikke kun danske men virksomheder i hele verden, som nyder godt af Emersons ekspertise indenfor især hydrauliske systemer og software til skibe og værfter.
Artiklen fortsætter under billedet...
Først fik hun en powerpoint-præsentation af firmaets danske direktør, Kim Rønn, og global direktør Jakob Nørr, hvorefter fabrikschef Rikke Molter gav en tur i de ”hellige haller”, produktionsfabrikkerne. Her fik gæsterne et indblik i processen fra møtrik til højteknologiske måleinstrumenter – og slutteligt til leverancen ud til den maritime industri.
- Jeg fik et meget positivt indtryk. Jeg er glad for, at Rune valgte netop Emerson, for det handler om forsvar, det grønne og erhvervspolitik, hvor vi jo kan arbejde bedre sammen, når vi forhåbentlig får en ny borgmester her i Næstved. Der er ingen tvivl om, at vi på Christiansborg gerne vil have en mere aktiv erhvervspolitik, og der er alt for lidt snak om, hvor pengene kommer fra. ”Nu er der et stort råderum, og så kan alle bare læne sig tilbage i det”. Det mener vi er en kæmpefejl, siger Mona Juul.
Åben linje i partiet
Også Rune Kristensen nyder, at hans formand er på pletten og nysgerrig efter, hvordan det går ham og Næstved.
- Vi har løbende samspil, og det gælder hele folketingsgruppen, når det kommer til motorvejen, når det kommer til fjernvarmen og så videre. Alle ordførere bringes i spil. Der er en åben linje og det er sådan vores dialog foregår. Det er besøget her jo også et udtryk for, siger Rune Kristensen.
Mona Juul har været i Næstved før, men aldrig hos Emerson.
- Næstved er en vigtig by – også for Danmark. Det er ikke for sjovt dét, der er blevet vist her på Emerson. Det er en udviklingsby, hvor der godt kan ske meget mere. Men det er helt klart med stort potentiale Vi skal hele tiden styrke de danske arbejdspladser og virksomheder. Det er fuldstændig fælles, om man sidder på ”Tinget” (Folketinget, red.) eller i kommunen, konstaterer den Konservative topfigur.
Rart med eksponering
Hos Emerson glæder Kim Rønn sig også over besøget.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Det er rigtig spændende. Vi har jo nogle ting, vi gerne vil have, er på hendes radar som politiker. Og som Konservativ tænker vi over, hvilke sager hun bruger og skal markedsføre sig på. Men det er jo også dejligt at få opmærksomhed og at nogle kommer ud og ser, hvad der sker på vores fabrik. Det er rart med eksponering, så medarbejderne også kan se, at der faktisk kommer nogle og besøger os en gang imellem - endda en toppolitiker. Så kan det være, de er lidt stolte, siger Rønn med et smil.
Direktøren er leder for en 65 år gammel virksomhed, der har cirka 210 medarbejdere på hovedkontoret i Næstved.
- Vi sælger jo ikke noget, så man kan ikke se os i Bauhaus eller Bilka. Vi sælger til virksomheder ude i verden. Mange kører måske bare forbi her på Åderupvej og ser en facade. De ved ikke, hvad der foregår bagved, og hvad vores produkter egentlig kan. Men vi har også 95 procent eksport, og det er jeg lidt stolt af. Vi trækker jo penge hjem til Danmark, og har ingeniørerne og sælgerne herhjemme, siger Kim Rønn.