Af John Ringstrøm
Efter nedrykningen til 2. division i sommer har ”de grønne” måttet skære ind til benet. Det har kostet lidt på den sportslige front og ikke mindst økonomisk, hvor der mangler seks-syv millioner kroner på omsætningen i forhold til tiden i 1. division.
- Det er klart, at vi er et lidt andet sted i dag end for halvandet år siden, hvor vi havde den største sponsoromsætning, vi nogensinde har haft, de største tv-indtægter og det største salg af spillere nogensinde. Og det er jo svært at bibeholde, når du rykker ned fra 1. division, samtidig med at vi spillede i Slagelse. Det har gjort det økonomisk svært i den første sæson efter nedrykningen, fortæller Peter Nielsen.
Men selv om man har skåret blandt andet førsteholdets træningslejr og andre ting væk, vil direktøren ikke sænke ambitionsniveauet. Strategien er stadig langsigtet stabilitet frem for kortsigtede lappeløsninger.
- Vores mål er at komme tilbage til 1. division, og det skal vi nok også komme på et tidspunkt. Vi kan ikke bruge penge, vi ikke har. Men vi har også været nødt til at investere for at have mulighed for at køre videre med et fint set-up. Vi arbejder hårdt på at genopbygge vores sponsoromsætning, og ansættelsen af Søren Juul som salgschef er et vigtigt skridt i den retning, samtidig med at vi har opgraderet vores sponsorprogram både omkring kampene og arrangementerne i år, forklarer Peter Nielsen.
Talentcenter har central rolle
Spillertruppen er også skåret til, mens man har valgt at bibeholde set-up’et omkring trænerstaben, hvor man i sommeren 2024 fik René Skovdahl ind som cheftræner.
- Det er selvfølgelig begrænset, hvor meget du kan skære i spillertruppen, når du stadig har ambitioner. Men kan vi have 14-16 ”sikre kort” og så supplere op med de næste, er det fint. Selv om vi har en smallere trup, kan den sagtens være bedre. Vi har en god trup og vi kommer også til at se fremadrettet, at 30 procent af spillerne er af egen avl. Det er en strategi, vi har valgt, konstaterer Peter Nielsen.
Talentudviklingen spiller i det hele taget en afgørende rolle i klubbens fremtidige strategi. Der bliver årligt brugt mere end et par millioner kroner på Talentcentret, der har Peter Bonde som Head of Coaching og Adam Hersig som fuldtidsansat børneudviklingstræner.
- Vi vil udvikle vores egne unge spillere. I efteråret gav vi debut til seks af vores talenter, og vi forventer at kunne have to til fire lokale spillere i startopstillingen i fremtiden. Det handler om tålmodighed, men vi vil gerne tilbage til en tid, hvor stammen på divisionsholdet var spillere fra byen, og med Peter Bonde ved roret har vi en af de bedste i Danmark til at sikre, at det nok skal lykkes. Det arbejder vi målrettet på hver eneste dag, siger Peter Nielsen, der glæder sig over at se, hvor mange dygtige spillere, der faktisk løber rundt på den ”anden side” af Rolighedsvej.
- De unge skal have lov at drømme og udvikle sig her i byen i stedet for at tage udenbys for at få lov til at spille divisionsfodbold. Vi brænder for at gøre den forskel for børn og unge. Vi føler - som et af flagskibene i byen - at vi har en opgave med de unge mennesker, der har nogle drømme. Vi skal ikke bare sige, vi gør noget, vi skal gøre det. Og vi skal ikke kun gøre det her for vores tilskueres og sponsorers skyld eller vores egen. Vi skal gøre det for dem, der kan mærke, at vi virkelig gør en forskel for dem, siger Nielsen og fortsætter:
- Det handler selvfølgelig om at vinde i weekenden, men det handler også om at udvikle vores egne. Det gør vi ved at ”åbne døren” endnu mere end tidligere. Døren har været lukket for vores egne, unge talenter, men det har vi ændret markant hen over de sidste tre-fire år, lyder det fra klub-direktøren, der dog maner til tålmodighed.
- De unge skal have chancen for at komme op og ”snuse” lidt til det hele. De kommer ikke bare op og brager igennem. HB Køge er et godt eksempel. De starter med mange af deres egne i 1. division og er langt fra niveaumæssigt, men er nu kommet derhen, hvor de unge er kommet op i tempo og har et nået et niveau, hvor de snildt kan være med, vurderer Peter Nielsen.
Stadionplaner og fremtiden
Klubben kan selv gøre noget ved talentudviklingen, men den kan ikke gøre noget ved stadion – i hvert fald ikke alene. I mange år er der blevet arbejdet for at forbedre stadionfaciliteterne, og nu er der endelig bevægelse i sagen.
- Kommunen har nedsat et udvalg til at lave en masterplan, og vi har haft det første møde. De ved godt, at der skal gøres noget. Drømmen er at modernisere siddetribunen og integrere den med de to gamle haller bagved, så andre foreninger også kan få noget ud af det, lyder det fra Peter Nielsen.
En etapevis udbygning kan være vejen frem, så man ikke starter forfra hver gang.
- Hvis vi en dag spiller i Superligaen, går det simpelthen ikke med de nuværende forhold. Inden for et par år kunne det være fint med en beslutning om at komme i gang. Vi skal se på finansiering, måske finde investorer eller arbejde med ejerforhold, hvor der kan lejes faciliteter ud. Måske endda nogle nye boliger på bagsiden af administrationsbygningen, siger fodbolddirektøren.
I første omgang har klubben dog gjort enkelte forhold bedre på den cirka 60 år gamle siddetribune. Blandt andet kan sponsorerne nu erhverve sig komfortable biografsæder og se kampen på det flotte nye hybridgræs, som dog er en kommunal investering.
Direktøren ser også frem til at spille enkelte hjemmekampe fredag aften – første gang mod Fremad Amager 21. marts.
- Der ligger mange tanker bag, og nu prøver vi. Det er ikke for at genere nogen. Der vil jo også stadig være søndagskampe. Men der er også mange af vores modstandere, der spiller om fredagen, så for at få den samme rytme i forhold til træningerne, kan det være godt sportsligt. Men viser det sig at være håbløst, laver vi det om igen, konstaterer Nielsen.
Sportslige ambitioner
Sportsligt har nedrykningen fra 1. division været en mavepuster, men klubben tager tingene et skridt ad gangen.
- Da vi startede sæsonen, ville vi gerne rykke op hurtigt, men efter en halvdårlig start har vi måttet være realistiske. Nu er vi et sted, hvor vi sluttede efteråret godt af og fik styr på det. I første omgang går vi efter at sikre den top-6 placering og et oprykningsspil. Men vi satser ikke alt på et bræt. Vi vil selvfølgelig gerne op, men det er ikke et krav, siger Peter Nielsen.
Næstved Boldklub har sat en kurs mod en mere langsigtet plan, der både indebærer sportslige ambitioner, en solid økonomi og et styrket talentarbejde. Klubbens strategi er klar: tålmodighed, lokal udvikling og en realistisk tilgang til fremtiden.
Direktør Peter Nielsen er også en del af ejerkredsen i Næstved Boldklub. Han og klubben er begejstret over den nye hybridbane, men nu må der også gerne snart ske noget med stadion-faciliteterne