Fotograf: Næstved Kommune | Opdateret

Næstved i centrum for ny industripark

Regeringen har udpeget området mellem Tappernøje og Bårse som et af de steder i Danmark med størst potentiale for industriel udvikling. Udpegningen kan blive et markant løft for Næstved og hele Sydsjælland – både i arbejdspladser og erhvervsudvikling.

Erhvervsminister Morten Bødskov har offentliggjort, hvor 11 nye industriparker kan placeres i Danmark. Tre af dem ligger i Region Sjælland – og én af dem i Næstved/Vordingborg-området.

Området øst for Sydmotorvejen mellem Tappernøje og Bårse er indstillet som den kommende industripark under navnet Industrial Hub Zealand. Området dækker cirka 207 hektar og har både strategisk beliggenhed, god infrastruktur og kort afstand til uddannelsesinstitutioner.

- Det er meget glædeligt, at forligskredsen har udpeget vores fælles bud på en national industripark. Det er også et stærkt bud, som et samlet byråd i Næstved og en samlet kommunalbestyrelse i Vordingborg har bakket op om, lyder det samstemmende fra de to borgmestre Carsten Rasmussen, Næstved Kommune, og Mikael Smed, Vordingborg Kommune.  

Grøn profil og hurtigere sagsbehandling

De statsligt udpegede industriparker skal gøre det enklere og hurtigere for virksomheder at etablere sig. Her får virksomheder adgang til en one-stop-shop-løsning, hvor sagsbehandling og godkendelser samles ét sted.

Artiklen fortsætter under billedet...

Industrial Hub Zealand ligger centralt placeret med potentiel adgang til højt kvalificeret arbejdskraft indenfor pendlerafstand under en time fra hovedstaden illustreret ved det grønne område. Illustration: Næstved Kommune
Industrial Hub Zealand ligger centralt placeret med potentiel adgang til højt kvalificeret arbejdskraft
indenfor pendlerafstand under en time fra hovedstaden illustreret ved det
orange område. Illustration: Næstved Kommune

Det betyder faste kontaktpersoner, klare tidsrammer og kortere etableringsprocesser – alt sammen med målet om at gøre Region Sjælland mere attraktiv for produktion og investeringer.

- Det stærke samarbejde på tværs af kommunegrænsen har nu båret frugt i forhold til, at Industrial Hub Zealand er blevet udpeget til National Industripark. Nu skal vi tage skridtet videre og skabe en fælles organisation, der skal udvikle, drive, og markedsføre området internationalt samt sikre hurtig og smidig sagsbehandling for Industrial Hub Zealands virksomheder, slår direktør Rasmus Holst-Sørensen, Næstved Erhverv fast.

Området ved Tappernøje og Bårse er samtidig planlagt med fokus på bæredygtighed. Industriparken skal kunne kobles til en nærliggende solcellepark på 2,7 millioner kvadratmeter og til en ny gasledning – begge dele som led i en grøn og fremtidssikret infrastruktur.

Flere arbejdspladser på vej

Siden 2021 er antallet af industriarbejdspladser i Region Sjælland vokset med 2.500. Den udvikling kan accelerere, når de nye industriparker bliver realiseret.

- Vi har en begrundet forventning om, at både danske og europæiske virksomheder ser stort potentiale i at placere sig klos op ad transportkorridoren mellem Skandinavien og Centraleuropa. De logistiske forbindelser gør vores nationale industripark til et oplagt valg for virksomheder indenfor produktion og grøn teknologi, vurderer Carsten Rasmussen.

Planen for Industrial Hub Zealand er at udvikle området i flere etaper, så udbygningen kan følge efterspørgslen. Første etape opdeles i to faser, og arealet kan på sigt udvides, hvis behovet opstår.

Strategisk placering

Placeringen tæt ved motorvejen giver hurtig adgang til transportkorridorerne mellem Skandinavien og Centraleuropa. Samtidig ligger området inden for pendlerafstand til over 2,1 millioner mennesker – et væsentligt konkurrenceparameter, når virksomheder skal vælge lokation.

Udpegningen er stadig på ansøgningsbasis, men Erhvervshus Sjælland ser det som en vigtig milepæl i arbejdet for at styrke regionens erhvervsliv og fastholde produktion på Sjælland.

FAKTABOKS
Industrial Hub Zealand

  • Placering: Øst for Sydmotorvejen mellem Tappernøje og Bårse

  • Areal: Ca. 207 hektar (svarende til 2 mio. m²)

  • Udvikling: I etaper, opdelt i 1a, 1b og evt. etape 2

  • Infrastruktur: Direkte adgang til motorvej, nærhed til havne og jernbane

  • Grøn profil: Nabo til planlagt solcellepark på 2,7 mio. m² og tilslutning til gasledning

  • Pendlerafstand: Over 2,1 mio. mennesker inden for én times kørsel

    Kilder: Erhvervshus Sjælland, Næstved Kommune, Via Ritzau