Nytårskoncert i Snesere Kirke med Jochen Brusch, violin, og Sven-Ingvart Mikkelsen, orgel. Gamle Bach- og gamle rocknumre udsat for de klassiske instrumenter violin og orgel.
Duoen Jochen Brusch og Sven-Ingvart Mikkelsen har siden 1989 spillet et utal af koncerter i Danmark, Tyskland, Frankrig, Italien og USA. Det er blevet til en række CD-indspilninger med meget forskellige programmer, blandt andet skandinavisk og fransk romantisk musik, Vivaldis De fire Årstider i Sven-Ingvart Mikkelsens bearbejdelse for violin og orgel, samt Johann Sebastian Bach’s 6 sonater for violin og orgel.
De to musikere har igennem årene forsøgt at nå ud til et bredt publikum med deres musik, og nysgerrigheden efter at afprøve nye repertoiremuligheder har nu ført til præsentationen af et program med en helt anden musik, nemlig et program med rockmusik fra 60’erne og 70’erne, udsat for de klassiske instrumenter violin og orgel.
Jochen Brusch og Sven-Ingvart Mikkelsen har altid haft en forkærlighed for de store gamle rocknavne som for eksempel The Doors, Jethro Tull, Pink Floyd og ikke mindst Procol Harum. I respekt for den oprindelige musik har Sven-Ingvart Mikkelsen arrangeret en række af de kendte gamle rocknumre for violin og orgel. Musikken er allerede udødelig, og dens kvaliteter fremstår i disse arrangementer på en helt ny og medrivende måde.
Den symfoniske rockmusik fra 60’erne og 70’erne er imidlertid i vid udstrækning inspireret af den gamle barokmusik, og i særdeleshed musikken af Johann Sebastian Bach. Jochen Brusch og Sven-Ingvart Mikkelsen har derfor valgt at sætte de to stilarter op imod hinanden i programmet ”Bach til Rock”. Her vil man kunne høre originalmusik af Johann Sebastian Bach sat sammen med rock-musik, som i visse tilfælde er direkte afledt af Bachs musik, eller i andre tilfælde blot tematisk og stemningsmæssigt inspireret af gamle Bach.
Begge musikere er uddannede fra musikkonservatorier i både Danmark og i udlandet, og de har begge solisteksamen. Jochen Brusch arbejder til daglig på universitetet i Sydtyskland, og Sven-Ingvart Mikkelsen er orgelprofessor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København.
Koncerten finder sted torsdag d. 8. januar kl. 19.00, der er gratis entré, og alle er hjerteligt velkomne!