Det var en ekstraordinær, fortryllende oplevelse, da Verdensballetten med nogle af verdens bedste balletdansere og internationalt anerkendte operasangere og klassiske musikere optrådte i Rønnebæksholms park under åben himmel i august sidste år.
Artiklen fortsætter under billedet...
Og nu bliver der mulighed for at genopleve dem eller se dem for første gang, da arrangør Diana Juhl i samarbejde med Næstved Cityforening og Rønnebæksholm er lykkedes med at lave en ny aftale med Verdensballetten, som rykker ind på den over 700 år gamle herregård. Den kunstneriske ramme sættes af tenor og konferencier Jens-Christian Wandt.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Det var en stor oplevelse sidste år. Det er et unikt arrangement for Næstved og jeg er meget stolt over, at cityforeningen og Rønnebæksholm igen vil være med, siger Diana Juhl, der også er ejer Galleri Diana Juhl.
Hun håber, at der bliver fyldt i parken.
- Vi kører arrangementet videre fra sidste år, men vi håber på dobbelt så mange mennesker. Det er en kulturel oplevelse i verdensklasse, og jeg håber på, at det vender tilbage hvert år, konstaterer Diana Juhl.
Verdensballetten starter sin danske turné tirsdag 7. juli i Det Kgl. Haveselskabs Have på Frederiksberg og så kører det hele sommeren, inden det slutter 6. august i Næstved.
Billetter, som passende kunne være en god julegave, kan købes allerede fra onsdag 26. november kl. 10 ved at gå ind på Verdensballettens hjemmeside.
