Med musik, graffitikunst og engagerede oplæg blev Ungeløftet officielt skudt i gang tirsdag på Næstved Ungdomsskole. Initiativet har ét klart mål: At få flere unge ind i fællesskaber – og videre i uddannelse eller job.
I Næstved Kommune er omkring 200 unge mellem 15 og 29 år i målgruppen. Med stærke partnerskaber mellem kommune, virksomheder, foreninger og andre aktører skal der åbnes nye veje til praktik, uddannelse og job.
Artiklen fortsætter under billedet...

Miljø- og ligestillingsminister Magnus Heunicke deltog i kickoff-arrangementet og understregede, at Ungeløftet både er et løfte fra de unge selv – og et løfte til de unge om støtte og muligheder.
Dagen bød på oplæg om det frivillige erhvervsmentornetværk i Næstved, indspark fra Danmarks Idrætsforbund om fodboldfællesskabet Startblokken samt personlige fortællinger fra tre lokale unge, der delte deres vej til uddannelse.
Udenfor sørgede en DJ for stemningen, mens musikerne Fenja og Benjamin Barfoed optrådte indenfor. Graffitikunst blev også skabt til det kommende studiecenter i Jernbanegade.
Ungeløftet er støttet med 8,3 mio. kroner fra en statslig pulje, som et flertal i Folketinget står bag.