Onsdag 8. april kl. 18 inviterer Næstved Bio på Kattebjerg til forpremiere på spillefilmen "Velkommen på Månen", instrueret af Aske Bang. Filmen byder blandt andet på små, men opsigtsvækkende roller fra profiler som Mads Mikkelsen, Peter Ålbæk og nu afdøde Erik Clausen.
Bag filmen ligger en usædvanlig og personlig historie. Efter en Oscar-nominering i 2017 for kortfilmen Silent Nights forsøgte Aske Bang at få støtte til sin første spillefilm i Danmark – uden held. Afslagene førte til angstanfald, men instruktøren nægtede at opgive projektet.
I stedet gik han nye veje. Sammen med skuespilleren Stanislav Sevcik, der selv kæmper med PTSD, isolerede han sig på Møn, hvor de – sammen med Bangs far, Ib Kastrup – udviklede filmens manuskript. Projektet blev siden realiseret som en low-budget produktion, primært finansieret via crowdfunding og instruktørstøtte fra blandt andre den amerikanske instruktør Randal Kleiser, der står bag film som Grease og The Blue Lagoon.
En særlig detalje ved filmen er Jesper Schytte, som har rødder i Næstved. Han spiller landbetjent i filmen og har allerede modtaget ros for sin præstation.
- Det var jeg jo også i mit virkelige liv. Eller rettere jeg var gadestrømer i Sydhavnen og på Vesterbro, fortæller Schytte, der i sin tid overtog sin mors forretning i Stålgaarden, Schytte's boligudstyr, som lukkede i 2008.
"Velkommen på Månen" beskrives som en venskabskomedie med en mørkere kant. Filmen bevæger sig fra en vild polterabend til et kaotisk og grænseoverskridende forløb, hvor både humor, gys og alvor smelter sammen.
Aske Bang selv kalder filmen en intens oplevelse:
- Min ambition var at skabe et intenst venskabsdrama, der starter som en vild polterabend, der ender helt galt. Mit mål er at give publikum én på opleveren – at chokere, skræmme og få dem til at skraldgrine – og måske fælde en tåre, siger han.
Instruktøren henter inspiration fra både Hangover, Paranormal Activity og den danske klassiker Blinkende lygter – med ambitionen om at skabe en ny, markant dansk filmoplevelse.
Efter forpremieren vil der være mulighed for at stille spørgsmål til blandt andre Aske Bang.
Stanislav Sevcik og Aske Bang spiller Martin og Bo i filmen. Foto: Presse
