Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Slagmarken kalder: Næstved bliver igen metalhovedstad

Det startede med en enkelt scene en enkelt dag på Kongebryg i 2019, men det har hurtigt vokset sig stor.

Næstved Metalfest afvikles nu over tre dage, har i år 32 bands på plakaten og der ventes publikumsrekord.

Faktisk er festivalen vokset til at være Sjællands største Open Air Metal Festival, men det er ikke umiddelbart noget, der giver arrangør Michael Hvolgaard Andersen de store nerver på her kort tid, inden det går løs på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

- Vi føler, vi begynder at have noget erfaring og rygrad. Vi har været samme sted nu en del år i træk og ved, hvad vi laver. Jeg har også med vilje taget lidt fri fra mine andre gøremål – det her er jo ikke noget, jeg lever af. Jeg vil gerne være frisk og veludhvilet og bruge god tid på det, siger Andersen, der sammen med medarrangør Lars F. Larsen har firmaet Næstved Metalfest ApS.

Artiklen fortsætter under billedet...

De to arrangører bag Næstved Metalfest, Michael Hvolgaard Andersen (t.v.) og Lars F. Larsen. Foto: John Ringstrøm
De to arrangører bag Næstved Metalfest, Michael Hvolgaard Andersen (t.v.) og Lars F. Larsen. Foto: John Ringstrøm

Michael Andersen har selv tidligere optrådt på festivalen og været frontfigur i Næstved-bandet Withering Surface. Men i år lader han andre om at stå i rampelyset.

- Jeg glæder mig mest til at se Napalm Death fra England om fredagen, Unleashed fra Sverige om lørdagen og så Septicflesh fra Grækenland også om lørdagen, siger han, som er født og opvokset i Næstved.

Som 21-årig flyttede han dog til Københavns-området, men vendte tilbage for fire år siden efter 25 års fravær. Og på de fire år har han oplevet sin festival modtage gæster og bands fra hele verden.

En af årsagerne til det hedder Michael Poulsen, forsanger i Volbeat. Sidste år var Poulsen med på festivalen med sit nye dødsmetalband, Assinhell, men i år bliver han kun gæst.

- Poulsen har været på tur i USA, så han skal lige hjem og kramme familien. Han kommer som gæst i år. Det skal helst ikke være tilbagevendende begivenhed med hans Assinhell, men så må vi se næste år. Han er jo også med i vores bookinggruppe og peger på nogle bands og åbner nogle døre med sit netværk, fortæller Michael Hvolgaard Andersen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Hovedscenen kaldes Open Air Stage - eller Slagmarken. Stedet, hvor headliners og en del udenlandske, større navne optræder, men også en del danske bands af en vis kaliber, har rykket folk rundt ved nakken, på denne scene. Foto: John Ringstrøm
Hovedscenen kaldes Open Air Stage - eller Slagmarken. Stedet, hvor headliners og en del udenlandske, større navne optræder, men også en del danske bands af en vis kaliber, har rykket folk rundt ved nakken, på denne scene. Foto: John Ringstrøm

For femte år i træk skal festivalen holdes på Grønnegades Kaserne og hovedscenen – festivalens Open Air Stage – hedder ”Slagmarken”. Det er her, de store navne optræder. I Gl. Ridehal hedder scenen ”Bastionen”, mens musikstalden laves om til ”Skyttegraven”, hvor det vil være muligt at få en slapper med foredrag, quiz og biergarten.

Parkeringspladsen og omgivelserne har en maksimumkapacitet på 3000 mennesker, men med en kæmpescene, stort mixertelt og fire store øl-tanke med hver over 1000 liter øl plus boder er pladsen – som Grønnegade i øvrigt gerne vil have navneændret til ”Kulturpladsen” – skrænket noget ind.

- Vi har stadig et par dage til at sælge de sidste billetter og der er en del, der køber i sidste øjeblik, men vi forventer mellem 2000 og 2500 om dagen med både gæstelister, bands og frivillige. Der bliver run på og der kommer til at være godt pakket, siger Andersen, der beder til at vejrete bliver tilforladeligt.

- Lidt regn er fint nok, ellers lugter der lidt meget af pis. Og folk kan blive kølet lidt af, og så sælger vi måske en hættetrøje ekstra om aftenen. Sidste år var det faktisk for varmt, siger en forventningsfuld Michael Hvolgaard Andersen.

Du kan stadig købe en dagsbillet til 699 kroner, mens en tredages-billet koster 1299 kroner. Festivaldørene åbner torsdag og fortsætter så fredag og lørdag.

Barsalget er essentielt for metalfesten, så her er fire tanke med hver 1075 liter øl plus to mindre tanke. Der er også øvrigt øl og en drinksbar. Foto: John Ringstrøm
Barsalget er essentielt for metalfesten, så her er fire tanke med hver 1075 liter øl plus to mindre tanke. Der er også øvrigt øl og en drinksbar. Foto: John Ringstrøm

Forsiden