Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Skoleelever fik praktisk indblik i fag og uddannelser

Der blev hamret, skruet, smagt og studeret en masse, da omkring 700 skoleelever fra kommunens 7. klasser var forbi MiniSkills i og ved Næstved Storcenter torsdag.

Der findes ret mange fag og erhvervsuddannelser i Næstved og mange af dem blev torsdag introduceret for kommunens 7. klasser på en sjov og lærerig måde.

Arrangementet blev kaldt ”MiniSkills” og kan vel betegnes som en slags opvarmning til det rigtige DM i Skills, der vender tilbage til byen næste år.

- Det er vigtigt at fange de unge, for ligegyldigt hvad de vælger, er det ligegodt. Og jeg kører hjem herfra med et stort smil, for der er virkelig gang i den og mange unge, som er nysgerrige og får lov til at prøve det hele, siger Kasper Schneider (LA), der er formand for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget i Næstved Kommune.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Mathilde fra Fladsåskolen prøver en truck-simulator og bliver vejledt af Laura (th) fra Lager og Terminaluddannelsen. Foto: John Ringstrøm

Mathilde fra Fladsåskolen prøver en truck-simulator og bliver vejledt af Laura (th) fra Lager og Terminaluddannelsen. Foto: John Ringstrøm

Sammen med borgmester Kenneth Sørensen (V), centerchef i Center for Unge og Uddannelse, Dina Rosenkjær samt centerdirektør i Næstved Storcenter, Alida Christiansen, bød Schneider velkommen tidlig om morgenen, og så kunne de første 275 elever ellers tøffe rundt blandt de mange uddannelsesstande.

Her kunne man møde de mange uddannelser under EUC Sjælland og ZBC gennem workshops og praktiske øvelser. Nogle af dem inde på Kurts Torv inde i centret og andre i et stort opsat telt udenfor.

Artiklen fortsætter efter billedet...

At være elev på tandklinikassistentuddannelsen er ret sjovt, synes Tine (t.v.), Jennifer og Celena. Foto: John Ringstrøm

At være elev på tandklinikassistentuddannelsen er ret sjovt, synes Tine (t.v.), Jennifer og Celena. Foto: John Ringstrøm

- Det var svært til at starte med, men det var sjovt. Jeg er måske interesseret i det senere, for jeg bor på en gård, og her er der brug for trucks, siger Mathilde, der går i 7. klasse på Fladsåskolen, og blev vejledt af EUC-eleven Laura i en truck-simulator.

Et andet sted forsøgte både drenge og piger sig med frisørfaget godt hjulpet på vej af de mange frisørelever fra EUC, og ved siden af stod tandklinikassistenteleverne og fortalte om deres uddannelse.

- Det er fedt med placeringen her ved Storcentret. Her kommer jo også handlende forbi, og de standser lige op for at se, hvad der sker. Samtidig har vi koblet det sammen med EUC Sjællands skolemesterskaber i et andet telt, hvor eleverne kæmper om at vinde, så de kan gå videre til regionsmesterskaberne. Og måske derfra videre til DM, siger Kasper Schneider.

Han er selv tidligere soldat og arbejder i dag med sikkerhed. Men skulle han vælge forfra, ved han godt, hvad det skulle være.

Artiklen fortsætter efter billedet...

En meget koncentreret Kasper Schneider får undervisning i at sætte spoler i håret af frisørelev Olivia. Foto: John Ringstrøm

En meget koncentreret Kasper Schneider får undervisning i at sætte spoler i håret af frisørelev Olivia. Foto: John Ringstrøm

- Det skulle nok være noget håndværk – tømrer, murer eller sådan noget. Jeg er jo fritidsnørd og har ”damp”, så jeg kan ikke sidde stille. Men jeg er glad for mit sikkerhedsjob, konstaterer politikeren, mens han – mod al logik – forsøger sig med at sætte spoler i noget kunstigt hår. Kyndigt overvåget af frisøreleven Olivia.

Det er første gang MiniSkills afvikles i Næstved og det har fået stor ros af både virksomheder og det ”voksne” landsdækkende Skills.

EUC’s skolemesterskaber fortsætter fredag. 37 elever har dystet mod hinanden indenfor hver deres fag: smed, tømrer, murer, elektriker, bygningsmaler, VVS-energi og anlægsstruktør. Vinderne kåres ved 13.30-tiden.

Mureruddannelsen på EUC kræver præcision. Måske er det ungersvenden i forgrunden, der vinder skolemesterskabet. Det afgøres fredag. Foto: John Ringstrøm

Mureruddannelsen på EUC kræver præcision. Måske er det ungersvenden i forgrunden, der vinder skolemesterskabet. Det afgøres fredag. Foto: John Ringstrøm