Fotograf: Privat | Opdateret

Skal vi bruge 100.000 kroner på et portræt?

I Næstved Byråd skal vi snart tage stilling til et forslag fra borgmester Kenneth Sørensen om at hædre sin forgænger Carsten Rasmussen med et portræt i byrådssalen.

Forslaget følger traditionen i Næstved Kommune, og Carsten Rasmussen har accepteret og vil erklære sig inhabil under behandlingen. Portrættet forventes, hvis det godkendes, afsløret i januar 2027 i forbindelse med hans 25 års jubilæum som byrådspolitiker.

Jeg har respekt for traditioner. Og jeg har respekt for det arbejde, tidligere borgmestre har lagt i kommunen. Men jeg er imod, at vi bruger omkring 100.000 kroner på et malet portræt.

Det her er ikke et spørgsmål om personen. Det er et spørgsmål om prioritering.

Vi står i en tid, hvor vi diskuterer besparelser, effektiviseringer og stram økonomistyring. Hvor vi beder medarbejdere om at finde administrative reduktioner. Hvor vi taler om kernevelfærd, børn, ældre og udsatte borgere. I den virkelighed mener jeg ganske enkelt ikke, at et portræt til 100.000 kroner er kommunal velfærd.

Vi lever i 2026. I dag kan et professionelt fotografi redigeres og opsættes, så det fremstår værdigt og portrætagtigt. Vi kan sagtens hædre tidligere borgmestre på en respektfuld måde uden at bruge sekscifrede beløb på kunstindkøb.

Det handler ikke om at være smålig. Det handler om signaler.

Når vi som politikere træffer beslutninger om brugen af borgernes penge, bør vi spørge os selv: Er det her nødvendigt? Er det her en kerneopgave? Er det her den bedste anvendelse af midlerne?

Mit svar er nej. Vi kan godt bevare traditioner. Men traditioner bør også kunne tilpasses tiden. Jeg mener, at vi skal vise mådehold og prioritere skarpt. Det skylder vi borgerne i Næstved.

Derfor stemmer jeg imod forslaget.

Kasper Schneider
Liberal Alliance