Den stegende varme lagde ikke en dæmper på humøret, da mere end 200 deltagere mødte op til årets udgave af Run to the Næverly Hills. Her ventede først en rute på 6,66 kilometer gennem Næstved, inden aftenen fortsatte med fire heavykoncerter i Ny Ridehus.
Bag arrangementet står P4-værten og løbeentusiast, Morten Dam-Sørensen, samt manden bag Næstved Metalfest, Michael Hvolgaard Andersen. De tog begge turen hele vejen fra start til slut. Først på løberuten og siden i koncertsalen, hvor Michael Hvolgaard Andersen selv gik på scenen med sit band Thorium.
Artiklen fortsætter under billedet...
Arrangørerne Morten Dam-Sørensen (t.v.) og Michael Hvolgaard Andersen fik sved på panden. Foto: Privat
- Det var en aften med næsten surrealistisk god energi. Lige fra starten var der bare glæde, fællesskab og nysgerrighed på vores lidt skæve begivenhed. Det blev nærmest nøjagtig, som vi havde drømt om, da vi planlagde at smelte motion og metal sammen, siger Morten Dam-Sørensen.
Ifølge arrangørerne lykkedes det at samle mennesker fra to miljøer, som normalt ikke nødvendigvis mødes.
- Der kom rigtig mange fra metalmiljøet, der gerne ville løbe eller gå, og der var også flere fra løbemiljøet, der oplevede den hårde musik. Både i start- og målområdet og i koncertsalen. Der var god stemning hele vejen igennem, som vi kender det fra både metal- og løbemiljøet. Bare smeltet sammen på en måde, hvor én plus én blev tre. Det var virkelig, virkelig fedt, siger Dam-Sørensen.
Artiklen fortsætter under billedet...
Over 200 deltagere var med i Run to the Næverly Hills. Foto: Privat
Selv om arrangørerne er tilfredse med hele arrangementet, fremhæver de særligt én koncertoplevelse.
– Vi er glade for det hele, men vi er ekstra glade for den præstation, bandet Lifebarren leverede på scenen. Det var Næstved-bandets debutkoncert, og vi kunne høre på publikum, at de vandt mange hjerter, fortæller Morten Dam-Sørensen.
Run to the Næverly Hills fungerer også som ”opvarmning” til Næstved Metalfest, som i år løber af stablen for ottende gang. Festivalen foregår fra 27. til 29. august.
– Vi har fået mange fine beskeder efter begivenheden. I en af dem skriver en deltager fra Køge, at han er så imponeret, at han overvejer at flytte til Næstved. Så bliver det ikke meget bedre at være arrangør af en begivenhed, der også handler om at vise, hvad Næstved kan, siger Dam-Sørensen.
Anker Lærke Grave fra Næstved viste horn og gav den gas på løbeturen. Foto: Savas Chavez Karakaplan
Næstved-bandet Lifebarren fik en brandvarm debut på scenen om aftenen. Foto: Privat