Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Regn, solskin og ildsjæle i Rådmandshaven

Silende regn kunne ikke skylle foreningslivet væk, da 56 foreninger lørdag indtog Rådmandshaven til Foreningernes Dag. Undervejs blev tre priser uddelt til nogle af dem, der lægger både timer og hjerteblod i det lokale foreningsliv.

Paraplyerne måtte frem. Så kunne de pakkes væk igen. Og frem igen.

Vejret viste sig fra den omskiftelige side, da Rådmandshaven lørdag dannede rammen om Foreningernes Dag i Næstved. Men selv om regnen til tider silede ned over boder, bannere og besøgende, holdt foreningerne stand i deres stande.

Og som en passende afslutning på dagen brød solen frem.

I alt 56 foreninger havde slået deres stande op i haven for at vise bredden i det lokale foreningsliv. Formålet med dagen er netop at give besøgende mulighed for at møde foreningerne, prøve aktiviteter og få et indblik i de mange muligheder, der findes i Næstved Kommune.

Artiklen fortsætter under billedet...

Da regnen stoppede, kom folk frem fra deres "huler". Foto: John Ringstrøm

Da regnen stoppede, kom folk frem fra deres "huler". Foto: John Ringstrøm

Midt i det hele blev tre af dagens største skulderklap uddelt: Ildsjælsprisen 2026, Foreningsprisen 2026 og Ungdomsprisen 2026.

Ildsjæl med mange kasketter

Årets Ildsjælspris gik til Brian Raun fra Brøderup Karateklub.

– Jeg er enormt beæret og stolt, men også ydmyg. Det er selvfølgelig noget ganske særligt at blive kåret, når der er så mange foreninger i Næstved Kommune. En ting er, at jeg er blevet kåret til ildsjæl, men der er så mange i klubben, der gør det muligt. Det er ikke kun mig alene, siger Brian Raun.

Han overtog ansvaret for Brøderup Karateklub for godt tre år siden efter – som han selv udtrykker det – at have tygget på beslutningen i en uges tid. Siden er der blandt andet kommet kids-hold til, og i dag har klubben omkring 45 elever.

Brian Raun nøjes heller ikke med én titel. Han er både formand, chefinstruktør og klubansvarlig, ligesom han står i spidsen, når klubben arrangerer lejre og andre aktiviteter.

20-årig fik Ungdomsprisen

Ungdomsprisen 2026 gik til Stephanie Andersen, der er gymnastiktræner i Lille Næstved IF. En pris, hun ikke havde set komme.

– Jeg havde ikke regnet med det, selv om jeg havde fået at vide, at jeg var indstillet, fortæller hun, der netop er fyldt 20 år og er begyndt på pædagoguddannelsen. 

Alligevel fylder det frivillige arbejde en stor del af ugen.

- Jeg er i Lille Næstved mandag, tirsdag og onsdag og en gang imellem også i weekenden. Men jeg elsker bare hver gang, jeg skal ud og træne børnene, siger hun.

Floorball er den anden familie

Foreningsprisen 2026 gik til HG Næstved Dragon Floorball. For formand Troels Stoel er hæderen først og fremmest en anerkendelse af det fællesskab, klubben har bygget op gennem mange år.

Natteravnene var selvfølgelig også på plads, selv om det var højlys dag. Foto: John Ringstrøm

Natteravnene var selvfølgelig også på plads, selv om det var højlys dag. Foto: John Ringstrøm

– Det betyder rigtig meget. Et kæmpe skulderklap. Vi går meget op i, at det er et stort fællesskab med plads til alle, siger han.

Han har været formand i 15 år, og i den periode er klubben vokset fra omkring 20 til cirka 100 medlemmer. Fra ét herrehold er der kommet blandt andet flere børnehold til.

Men selv om sporten naturligvis betyder noget, er det ifølge formanden ikke floorballstav og bold, der er hele forklaringen.

– I princippet kunne vi gå stavgang eller noget andet. Det er fællesskabet, der betyder mest. Det er vores anden familie. Men selvfølgelig elsker vi at spille floorball, siger Stoel, der snart går af som formand.

- Det er tid til nye kræfter, men jeg forsvinder ikke fra klubben, siger han med et smil.

Søger næste generation

Nye kræfter er også noget, styregruppen bag Foreningernes Dag gerne vil have fat i.

Foreningernes Dag har rødder tilbage til 2002, og de seneste år har en styregruppe på fire personer stået for arrangementet. Tovholder Ole Hansen håber, at en ny generation har lyst til at komme med om bord.

– Vi vil rigtig gerne have flere. Jeg er blevet 68 år, så vi vil gerne have en ny generation og overlevere til nogle, der gerne skulle nå at være med i nogle år, inden de overtager helt, siger han.

Årets 56 stande var færre end de seneste år, hvor deltagerantallet har været tæt på 70.

– Det er et stort setup, og vi bliver jo lidt klemt på pladsen her i Rådmandshaven. Men vi kunne godt bruge lidt flere foreninger og nogle flere muskler til markedsføringen. Det er jo fuldstændig frivilligt, siger Ole Hansen, der også er formand for Næstved Bicycle Club og Skafterup Vandværk, sidder i bestyrelsen i Valby Judoklub og er medlem af kommunens fritidsudvalg.

– For mig er det at lave frivilligt arbejde en stor del af mit liv, siger han, der dermed var én af mange ligestillede i ”haven”, hvor regnen kom og gik – men foreningerne blev.

Stephanie Andersen, Brian Raun og Troels Stoel med beviset på deres indsats i deres respektive foreninger. Foto: John Ringstrøm

Stephanie Andersen, Brian Raun og Troels Stoel med beviset på deres indsats i deres respektive foreninger. Foto: John Ringstrøm